December,  Fugle,  Nørderi,  Padder,  Pattedyr,  Planter,  Rovfugle,  Sommerfugle,  Turberetning,  Vandrefalk

Årtiet i naturen

Det er ikke kun et år, men også et årti, vi siger farvel til i aften med kransekage og champagne. Vi har samlet et udpluk af nogle af de mest spektakulære oplevelser i den danske natur, som vi har haft de seneste 10 år. Udvælgelsen har ikke nødvendigvis været nem, og mange gode oplevelser bliver overset i denne omgang. Så her følger en vaskeægte top 10!

10. Syngende løvfrøer ved Moesgaard
Løvfrøen er ret let at kende på den flotte, glinsende, grønne farve.

Vi starter med en naturoplevelse, som vi heldigvis har haft adskillige gange – og som vi regner med at kunne opleve mange gange endnu. Det drejer sig om løvfrøerne, der i maj måned synger (eller kvækker) ved de søer, hvor de yngler.

Koret af løvfrøer kan være næsten øredøvende, når man står tæt på. Og da frøerne først kvækker lystigt efter mørkets frembrud, kan det være svært at få dem set. Men går man rundt med en lygte, kan man være heldig at spotte dem. Uden for yngletiden kan det dog være sværere, da frøerne her sidder godt gemt i vegetationen – ja sågar højt oppe i træerne.

Herunder kan du høre en kort lydbid fra en af vores ture til Moesgaard og den årlige frøkoncert.

9. Vilde heste og klatrende rørdrum på Langeland
De vilde heste på sydspidsen af Langeland er af racen exmoor.

I maj 2018 brugte vi et par dage på sydspidsen af Langeland, hvor vi blandt andet var forbi de vilde heste, der boltrer sig på arealet omkring Gulstav Mose og Dovns Klint.

Heste er en naturlig del af faunaen i Europa, men det er flere tusinde år siden, der har været ægte vilde heste i Danmark. Naturstyrelsens heste her ved Gulstav er et af de projekter i Danmark, hvor heste indgår som mere eller mindre vilde dyr i naturplejen. Det er fantastisk at se, hvordan de store dyr falder naturligt ind i landskabet. De er helt ligeglade med mennesker, og man får følelsen af, at de har været her altid.

Heldigvis kommer der flere og flere af den slags projekter i Danmark, og man kan jo håbe, at 20’erne fortsætter den udvikling.

Gulstav Mose er i sig selv en stor oplevelse. Det er muligvis det bedste sted i Danmark, hvis man vil se rørdrum. Rørdrum er en sær hejreart, der er farvet fuldstændig som en rørskov. Vi så dem gå rundt i kanten af rørene på jagt efter frøer, og vi så dem klatre rundt i toppen af rørskoven. Utrolig at de slanke tagrør kan bære vægten af så stor en fugl.

Man ser sjældent den lille hejre ‘rørdrum’. Men denne valgte meget fint at klatre op af tagrørene og sætte sig godt til rette i toppen, så vi kunne få set nærmere på den.
8. Oprette kobjælder på Samsø
Blomsterne af opret kobjælde er blandt de smukkeste, vi har i dette land.

I april 2019 tog vi en endagstur til Samsø. Det var lige i slutningen af den fantastiske varme og solrige påske, vi havde i år, og det var derfor næsten fysisk umuligt at tilbringe tiden inden døre. Vi måtte derfor ud og opleve noget mere natur, inden hverdagen kaldte igen.

En af turens højdepunkter var de vidunderligt smukke ‘opret kobjælde’. Opret kobjælde er sjælden i Danmark og den er helt afhængig af de lysåbne forhold, der findes på tørre overdrev. Derfor findes den kun på områder med græsning eller langs kysten.

April er en måned, hvor der stadig kan være langt mellem de smukke blomster i landskabet, men kobjælderne udgør en betydelig undtagelse. De blomstrer tidligt og på de bedste lokaliteter, bliver man mødt af et lilla tæppe af de smukke klokkeformede blomster. Det er en vidunderlig måde at byde foråret velkommen.

Det er i øvrigt også de klokkeformede blomster, der har givet arten sit navn. De svejer i vinden, som bjælden om halsen på en ko.

7. Stor gøgeurt ved Vejle Fjord (Staksrode Skov)
Et mytisk landskab opstår, hvor de næsten en halv meter høje ‘stor gøgeurt’ skyder op.

Ganske få steder i landet vokser de imponerende orkideer ‘stor gøgeurt’. Og det gør de heldigvis år efter år. Alligevel er det en ganske særlig oplevelse at begive sig ned ad de stejle, lerede skovskråninger for at se dette særlige syn i Staksrode Skov.

For os er dette landskab næsten mytisk og som taget ud af en fantasy-film, hvor elvere, hobbitter eller nisser holder til. For på disse nedskredne skråninger mellem væltede træer, mos og skovbundsplanter skyder gøgeurterne op i maj måned. Du bør unde dig selv dette syn, hvis du kommer forbi et levested for stor gøgeurt.

Når vi “besøger” orkideerne, er et billede eller 100 påkrævet.
6. Ensianblåfugle på Læsø
En æglæggende hun er i fuld gang med at sikre næste generation af ensianblåfugle.

I juni 2016 besøgte vi Læsø. Og her havde vi fornøjelsen af den sjældne ensianblåfugl ved Rønnerne lige syd for saltsyderiet. Ensianblåfugle har en bemærkelsesværdig livscyklus. Æggene lægges på klokke-ensian (og muligvis andre ensian-arter), hvor larverne lever de første par hudskifter i frøstanden. Efterfølgende lader de sig falde til jorden, hvor de håber at blive samlet op af arbejdsomme stikmyrer, der tager dem med hjem i deres bo. Larverne udskiller nemlig en særlig duft, som snyder myrerne til at tro, at de er myrernes egne larver.

I myretuen lever larverne en kongelig tilværelse, hvor de fodres af myrerne og samtidig er beskyttet mod udefrakommende farer. Men efter at larverne har forpuppet sig og den nye sommerfugl klækker, er “tryllestøvet” forsvundet og myrerne opdager nu den fatale fejl. Det gælder derfor for den nye sommerfugl om at kravle hurtigst muligt ud af tuen, før myrerne går til angreb.

Da vi var på Læsø, var vi så heldige, at bl.a. lektor David Nash fra Københavns Universitet netop var i fuld gang med en omgang feltarbejde på stedet. Vi fik derfor mulighed for at se både larver og pupper helt tæt på, som forskerteamet omhyggeligt gravede ud af myrernes tuer for at undersøge, hvor godt larver og pupper havde det derinde. Som sagt er det en sjælden art, og derfor er det vigtigt at holde øje med artens ve og vel. Både larver og pupper blev selvfølgelig placeret tilbage i myretuen, som også blev lukket pænt til igen.

5. Naturhistorier.dk i radioen
Biologerne bag stemmerne på ‘Vildspor’. Fra venstre Rasmus Ejrnæs, Lærke Sofie Glerup og Emil Skovgaard Brandtoft. Foto: Tor Birk Trads, Radio4

Vi kan ikke komme udenom det. At vi er blevet reportere på Radio4’s ‘Vildspor’ er en ret fantastisk oplevelse. Og oven i købet giver det os mulighed for at besøge nogle af de allersmukkeste og mest naturrige områder i Danmark i selskab med dygtige eksperter. Føler vi os priviligerede? Det tror jeg nok, at vi gør! Og vi glæder os til at lave næste års mange spændende reportager.

Læs mere om vores nye tjans i dette indlæg.

4. Flyveundervisning for vandrefalke på Møn
En voksen vandrefalk patruljerer foran Møns Klint på jagt efter sit næste måltid.

Juni 2016 var en travl måned for os. Som I allerede har læst ovenfor, var vi på Læsø. Det var dog ikke ø-liv nok for os, så vi fortsatte rejseriet rundt i Danmark og tog en tur til Møn.

Møn er en fantastisk ø og det er ikke rimeligt at begrænse beretningen om øen til en enkelt oplevelse. I kommer slet ikke til at høre om alle de smukke orkideer eller de sortplettede blåfugle. Nu skal det nemlig handle lidt om familieliv.

Ved Møns Klint yngler et af Danmarks få ynglepar af vandrefalke. Når man stiller sig rigtig øverst på klinten kan man se de imponerende falke jage svaler og duer i luftrummet ud for klinten. Da vi var forbi, var ungerne netop fløjet fra reden. Flere gange oplevede vi forældrefuglene flyve rundt og jage lidt med ungerne i luften – sikkert for at lære dem alle de tricks der skal til, hvis man vil have duesteg til middag.

Vandrefalkene er imponerende fugle, men grunden til, at det lige præcis er dem, der skal fremhæves fra turen til Møn er, at vi kom meget tæt på én af dem.

Vi havde sat os godt til rette op af en træstamme et par meter fra klintens kant. Foran os strakte en stor rod sig ud i luften. Vi så en af ungerne flyve et stykke ude, den dykkede ned bag klinten, men pludselig dukkede den op igen lige foran os. Den landede kortvarigt på den svævende rod, indtil den et splitsekund senere fik øjenkontakt med os. Vi ved ikke, hvem der blev mest overrasket, men det var fantastisk at se himmelrummets hersker så tæt på, omend kun for et øjeblik.

3. Gråvinget måge i Unisøen
Selv en sjælden måge kan nyde godt af gammelt brød. Og aldrig er der blevet fodret så intensivt i Unisøen, som under den sjældne gråvingede måges besøg.

Tilbage i januar 2012 var Lærke i gang med at skrive en artikel om fuglelivet i Unisøen i parken ved Aarhus Universitet. Vi gik derfor sammen på opdagelse rundt om søen for at være sikre på at få det hele med.

Men pludselig stivner Emil. En af mågerne skiller sig ud. Underlig grumset farve i hovedet, kødfarvede ben og grå svingfjer i stedet for sorte! Alle alarmklokker ringede. Heldigvis kunne Emil huske et par år tilbage, da han ved Aarhus Å havde set en gråvinget måge. En art der ellers hører til i Nordamerika.

Men nu var den her i landet, og den selv samme måge havde nu oven i købet fundet vej til Unisøen og vores lille reportage. Et stort hit der i de efterfølgende uger trak adskillige ornitologer (endda fra hele Europa) til Aarhus.

Et par dage senere skulle det dog vise sig, at den gråvingede måge ikke var den eneste sjældne måge, der havde forvildet sig til den lille (og lettere grumsede) sø i Universitetsparken. Den mere elegante hvidvingede måge var nemlig også at finde her – og så ville de ornitologiske glæder da ingen ende tage. Hele to sjældne måger på ét sted! Se dét var et godt fund.

Hov! Som ornitolog kan man kortvarigt føle sig hensat til Nordamerika med både gråvinget OG hvidvinget måge i samme lille sø.
2. Blå glente i baghaven ved Tåstrup Sø

Til denne naturoplevelse må vi med skam meddele, at der ikke følger et billede med. Men det gør ikke oplevelsen mindre spektakulær.

En helt almindelig onsdag var Emil taget forbi det lokale fugletårn ved Tåstrup Sø i håb om at se nogle svaler – og gerne en af de sjældne. Det skulle dog vise sig at blive en helt anden fugl, der fangede Emils opmærksomhed.

Langt ude fik Emil øje på en sjov rovfugl i håndkikkerten. Den så mærkelig ud, lignede ikke rigtig noget han havde set før. Den skulle tjekkes i teleskopet. Efter lidt indledende forvirring stod det klart, at det var en blå glente! En af Europas mest karismatiske rovfugle og en kæmpe sjældenhed i Danmark. Det var blot fund nr. 17 nogensinde i landet og den første i Østjylland!

Når man går op i sjældne fugle, som Emil gør, betyder det virkelig meget at finde de sjældne fugle selv. Før alle andre. Det hedder ædelarter og for Emil er det dem, der virkelig tæller. Ædelarterne. Og blå glente er en af de ædleste ædelarter, man kan få.

Når det nu forholder sig sådan, kan man nok forstå, at Emil gik i panik, da det gik op for ham, hvad det var han kiggede på. Panik giver rystende hænder og i kombination med et ikke-funktionsdygtigt kamera lykkedes det ikke Emil at dokumentere det fantastiske fund. Heldigvis var Morten DD og Sebastian Klein netop færdige med at lave TV i nærheden og efter en kort rådslagning, kørte de to + en kameramand til Vrold, hvorfra de heldigvis genfandt den trækkende fugl. I kan se herunder, hvordan det foregik.

Vi advarer om stærkt sprogbrug i denne video. Sjældne arter vækker ofte store følelser 🙂
1. Langbladet soldug i Nationalpark Thy
Langbladet soldug er den mest sjældne af de tre danske soldug-arter.

Flere år i træk har vi arbejdet som undervisere i plantekendskab på et feltkursus for førsteårs biologistuderende på Aarhus Universitet. Det har bragt os til mange skønne lokaliteter. Blandt andet klitheden ved Lodbjerg Fyr i den sydligste del af Nationalpark Thy.

Samme sted lavede vi i juli 2013 feltarbejdet til Lærkes specialeprojekt. Når man bruger mange timer inden for et relativt lille geografisk område kan man virkelig fordybe sig i naturen på stedet. Og i denne periode lykkedes det os at finde den sjældne kødædende plante ‘langbladet soldug’, der ikke havde været set i netop dette område i mere end et halvt århundrede.

Det er altid sjovt at finde sjældne arter. Og det øger på mange måder naturoplevelsen. Men selv helt almindelige arter kan også vække begejstring og skabe minder for livet. De sidste 10 år har budt på mange gode oplevelser, og vi er i samme periode blevet endnu mere opmærksomme på alt det fantastiske liv, der venter uden for døren.

Et nyt årti står for døren, og vi ser med spænding frem til, hvad det vil bringe. Men lige nu glæder vi os faktisk mest til, at foråret kommer og mirabellen står i fuldt flor.

Rigtig godt nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *