Fugle,  Nørderi

De første 300 fuglearter – og vejen dertil

Fugle fylder en del i mit liv. Over de sidste 10-12 år har de fyldt tiltagende mere og mere. Det betyder, at min samlede artsliste over fugle set i Danmark nu har ramt et skarpt hjørne – 300 arter. Det fejrer jeg med et tilbageblik på nogle af de gode fugle og tilhørende oplevelser, jeg har haft i løbet af de seneste godt 10 år. Der er langt, men forhåbentlig også læseværdigt.

Min ornitologiske karriere startede i en tidlig alder. Allerede som lille dreng sad jeg om vinteren sammen med min far og lavede noter over fuglene på foderbrættet: Gråspurv 3, grønirisk 6, topmejse 1. Vi havde nemlig topmejse på foderbrættet i villahaven inde midt i Skanderborg. Den lille charmerende mejse med punkerfrisuren var et stort hit derhjemme og den vækker stadig glæde og gode minder, når jeg støder på den. Den var i sagens natur også en af de første arter på den nu 300 arter lange liste. Det fortaber sig i tågerne hvilken art, der var den første, men mon ikke musvit, skovspurv eller solsort er et godt bud.

Den charmerende lille topmejse, som kom på foderbrættet hjemme i Skanderborg. Dette billede er taget, da den besøgte vores nuværende have i vinteren 2013-2014.

Fuglene har ikke altid fyldt så meget, som de gør i dag. I en lang periode (måske 12-14 år) var det da sjovt nok, hvis der dukkede en bogfinke eller en spætmejse op, når vi gik en tur i skoven, men det var først da jeg kom på den anden side af gymnasiet, at interessen for alvor begyndte at røre på sig. Fire måneder i Sydamerika med et kamera uden tele og uden kikkert, gør ondt i dag. Tænk, hvad jeg er gået glip af?! Det blev bedre på turen til Mexico et år senere i 2009. Der var kommet en 300mm tele med i rygsækken. Jeg var dog ikke rigtig klar over, hvad det var jeg gik og fotograferede i de to måneder på Yucatanhalvøen og nærmeste omegn, men turen var helt klart med til at aktivere fugleinteressen. Og en dag får jeg nok bestemt nogle af fuglene på de mange hundrede billeder.

En nørd bliver født
Jeg var så heldig at få lov at holde en ung spurvehøg, der netop var blevet ringmærket. Det foregik under et besøg på Gedser Fuglestation i september 2011

I sommeren 2009 begyndte jeg at læse biologi og pludselig befandt jeg mig blandt folk, der også syntes, at det der med fugle faktisk var ret sjovt. Især feltforeningen Kulten var et vigtigt samlingspunkt om ture ud i det fri, hvor nye nørder kunne lære af de mere erfarne. Efter halvandet år på studiet overtog min gode ven Oskar og jeg planlægningen af Kultens ture fra januar 2011, så det er måske ikke så underligt, at der var et vist fokus på fuglene derefter. Turene gik alle mulige steder hen og havde også fokus på andet end fugle, men det var især turene til Gedser Fuglestation i september 2011 og 2014 og turen til Falsterbo i 2013, der gjorde en forskel på fuglefronten. I både 2011 og 2014 fik vi lov at overvære ringmærkningen og i 2011 fik vi endda lov at håndtere en fugl eller to. Særligt en ung spurvehøg i hånden gjorde indtryk. Turen i 2014 gav også hele tre nye DK-kryds, nemlig lundsanger, rovterne og rødstrubet piber – den sidste som ædelart.

Lundsanger, Gedser Fuglestation, september 2014. Uden tvivl turens sjældneste fugl
Vi var også så heldige at se en smuk rødrygget tornskade helt tæt på

Men det startede ikke med Kultenturene. Da jeg flyttede til Aarhus sidst på sommeren 2009 var det med adresse i en lille lejlighed i Åbyhøj. Jeg tilbragte mange timer på cyklen rundt om Brabrand Sø og Årslev Engsø. Det gav en masse frisk luft, lidt motion og områdets mange fugle var godt for den spirende interesse. Efter et halvt år med cykelture rundt om søen skete der noget særligt d. 21. februar 2010. På broen over Aarhus Ås udløb fra Brabrand Sø så jeg en masse mennesker med kameraer og teleskoper. De så ud til at spejde efter noget, så jeg parkede cyklen og spurgte, hvad de kiggede efter. “Gråvinget måge”, lød svaret. “Ny art for Danmark og virkelig sjælden i Europa”. Kort tid efter kom meldingen om, at fuglen var genfundet ved 3-broer et par km længere inde mod Aarhus. Jeg tænkte, at det da kunne være meget sjovt at se sådan en sjælden måge, så jeg vendte cyklen og kørte til 3-broer, hvor jeg fik set mågen rigtig fint. Dermed mit første twitch og den første rigtig sjældne fugl på min DK-liste.

Twitchere, Gråvinget Måge, 3-broer, februar 2010
Gråvinget måge i Aarhus Å ved 3-broer, februar 2010

Det gav blod på tanden. Det var jo egentlig ret sjovt at se den sjældne måge, men der skulle alligevel gå halvandet år før jeg twitchede igen. Måske pga. mangel på køretøj, men jeg var nok heller ikke helt fanget af de sjældne fugle endnu. D. 19. oktober 2011 indløb meldingen om et førstefund for landet. En rødøjet vireo sad i et krat på vadehavsøen Mandø. Den havde heldigvis ikke travlt med at komme videre, for det tog mig en uge at tage beslutningen om at twitche, finde en bil, finde nogen, der ville med og så rent faktisk komme afsted. Men onsdag d. 26. oktober kørte jeg og tre venner til Mandø. Vi skulle retur igen i løbet af det samme lavvande, så vi havde lidt travlt. Da vi nåede frem til stedet, hvor fuglen skulle være, skete det intet. Der var kun ganske få fugle i krattene og i hvert fald ikke nogen vireo. Efter et par timer og ca. 10 minutter før seneste afgang opdagede vi en lille fugl, der hoppede rundt i krattet lidt længere fremme. Der var den! Den rødøjede vireo, helt fra Nordamerika, sad lige der foran os. Hurra! Det lykkedes heldigvis alle at se fuglen rigtig godt. Det havde ikke været til at bære at være kørt forgæves. Især ikke fordi en af turdeltagerne pludselig siger: “Men det er da den jeg har et billede af her, er det ikke?” Det viste sig, at han faktisk havde fotograferet fuglen lige da vi parkede bilen. Han troede det var en gærdesmutte indtil han så fuglen igen. Det havde gjort ondt at opdage senere, hvis vi andre havde misset den. Det gjorde vi heldigvis ikke og jeg var stadig på en hitrate på 100 % succes på mine indtil videre to twitch. Jeg kan afsløre, at det har ændret sig gevaldigt siden!

Rødøjet vireo i et krat på Mandø, oktober 2011.

Vel tilbage i Aarhus og i fuld gang med eksamenslæsningen et par måneder senere i januar 2012 udspillede sig igen et skelsættende øjeblik i min ornitologiske karriere. Der skete nemlig det, at historien på en måde gentog sig. D. 24. januar gik Lærke og jeg en tur i Universitetsparken i Aarhus. Da vi nåede til enden af den nordligste sø fik jeg øje på en sølvmåge, der så anderledes ud. Grumset bryst, sort øje, grå håndsvingsfjer. Der gik et øjeblik eller to, før jeg kom i tanker om fuglen fra 3-broer et par år tidligere. Det var jo den. Der lå simpelthen en gråvinget måge lige der foran mig i Unisøen. Jeg fik af omveje givet besked til Morten DD på museet (Mortens reaktion: “Emil kan da ikke bestemme en gråvinget måge … eller … vent … det kan han måske faktisk godt!”), derfra videre til Kent Olsen og så gik det stærkt. I løbet af kort tid vrimlede det med fuglekiggere i Universitetsparken (der gemmer sig mange af dem inde bag de gule mure) og det blev ved de næste mange dage. Folk kom fra det meste af Europa for at se fuglen, der også fik selskab af en smuk hvidvinget måge nogle dage senere. Vildt, at den måge jeg fandt, trak så meget opmærksomhed. Min første selvfundne sjældne fugl. Sikke et kick! (Jaja, jeg ved godt, at det var RSN, der fandt den først (læs her), men det føles fedt, at det var mig, der fandt den i denne omgang og at folk valfartede til fra nær og fjern for at se min måge).

Gråvinget måge, Unisøen, januar 2012. Dette er det første billede jeg tog af fuglen, da jeg fandt den i Unisøen
Hvidvinget måge, Unisøen, januar 2012. En langt mere elegant og smuk måge, end den gråvingede

Det meste af 2012 passerede uden de store ornitologiske oplevelser – måske bortset fra 1000-vis af traner ved Hornborgasjön i Sverige. Så mange store fugle på én gang kan altså noget! Nå, men udover tranerne skulle det blive november, før der for alvor skete noget igen. Midt i gruppearbejde på uni indløber beskeden om en mulig isabellatornskade ved Årslev Engsø. Efter lidt forhandlinger med min studiegruppe, fik jeg lov at køre. Op på cyklen, hjem efter kikkerten, op på cyklen igen og afsted mod Årslev Engsø. Da jeg endelig nåede frem var fuglen blevet bestemt til en brun tornskade. Lige så fint for mig. Jeg fik set fuglen rigtig fint sammen med rigtig mange andre fuglekiggere. Tornskaden blev ved søen i næsten en måned og var en stor attraktion. Jeg var da også selv forbi den et par gange på mine cykelture.

Brun tornskade, Årslev Engsø, november 2012. Lidt for langt ude til et rigtig godt billede, men man kan da se, at der sidder en fugl
Glæden ved de helt almindelige fugle

Ovenstående fortællinger kan måske give et indtryk af, at det kun er de store øjeblikke med sjældne fugle, der har været drivende for min fugleinteresse. De sjældne fugle er et heftigt krydderi for mig, nogle ville måske endda kalde det et drug, men det er bestemt ikke kun det, det drejer sig om. Jeg har haft utallige store oplevelser med mere eller mindre almindelige fugle gennem alle årene. En af de første var den fine blåmejse, jeg fotograferede på vej hjem fra det første twitch af gråvinget måge ved 3-broer. Her godt ti år senere, er det stadig et af de billeder af blåmejse, som jeg er gladest for. Det vækker minder om en fantastisk smuk og frostklar februardag med sne på jorden og frost i skægget under en lysende blå himmel. Jeg husker tydeligt det møde med blåmejsen og det er faktisk først mens jeg skriver dette, at det går op for mig, at det var samme dag som mågen. Mødet med og billedet af blåmejsen, har siden fyldt meget mere i min erindring end mødet med den sjældne gæst fra Stillehavet.

Blåmejse, Brabrand Sø, februar 2010. En af de fineste blåmejser jeg har set

Et par måneder efter mødet med mågen var jeg igen på cyklen rundt om Brabrand Sø. Jeg var egentlig på vej hjem, da jeg ud af øjenkrogen så en lidt sær dynge visne planter i en lille åbning i rørskoven. Jeg stod af cyklen for at se nærmere på, hvad det mon kunne være. Det viste sig at være min første rørdrum. I de ti år, der er gået siden den dag i marts, har jeg aldrig set rørdrum så godt, som denne første gang. Den havde plukket lidt dun af brystet og stod fuldkommen stille og lignede et tagrør. Jeg sneg mig stille og roligt tættere på og i løbet af tyve minutter med rørdrummen var jeg kommet helt tæt på den. Den strakte hals og fulgte mig med øjnene, men ellers rørte den sig ikke ud af stedet. Den stolede fuldkommen på sin kamuflage. Fantastisk fugl og fantastisk oplevelse!

Rørdrum, Brabrand Sø, marts 2010. Jeg tilbragte 20 minutter med denne fine rørdrum. En virkelig stor oplevelse
Fugletrækket vækker de store følelser

Jeg kommer stadig ved Årslev Engsø og Brabrand Sø nogle gange om året, men det er ikke længere cykelturene, der giver de største fugleoplevelser. Både fordi jeg kun sjældent cykler, men mest af alt fordi min interesse nu koncentrerer sig langt mere om fugletrækket. Jeg elsker de tidlige morgener ved Øer, Vejle Fjord eller Moesgård Strand. Luften der genlyder af småfuglenes kald oppe fra himlen og spurvehøgene, der kommer luskende i halen på flokkene af finker på vej til eller fra ynglepladserne.

Forårstrækket er herligt. Fuglene vender tilbage med forårets komme og haverne genlyder igen af sang fra de mange arter af trækfugle, der ankommer løbende fra marts til maj. Livet vender tilbage efter en kold og klam vinter. Men det er også en periode, hvor naturen får rigtig travlt. Der er ingen tid at spilde, når næste generation skal sættes i verden. Det bliver nærmest hektisk derude og der er så meget at følge med i, at det kan være svært at slappe af og bare nyde.

Det er noget helt andet med efterårstrækket. Forårets stress og jag afløses af ro. Tempoet falder. Det virker som om naturen ikke har så travlt med at lukke ned til vinteren, som den har med at komme igang igen om foråret. Stemningen er en helt anden. Fuglesangen er forstummet og afløst af arternes kald. Bladene skifter farve og falder af. Fuglene skal ikke bygge rede og hævde territorium. De skal kun koncentrere sig om at få fyldt deres egne fedtdepoter til den lange rejse, der venter forude. Melankolien oversvømmer mig ofte, når jeg står derude. Det er en stærk følelse, der også vækker følelser af taknemmelighed over at være til og være med der, hvor det sker, mens der endnu er tid tilbage inden vinteren sætter det meste på pause. Jeg elsker det.

En smuk og rolig efterårsmorgen ved Øer på sydspidsen af Ebeltofthalvøen.

At opleve efterårstrækket er noget af det bedste, jeg ved. Vækkeuret ringer, mens det stadig er kulsort udenfor. Jeg smører altid madpakken aftenen inden. Den ligger klar i køleskabet, så jeg skal bare tjekke vejrudsigten (igen), spise morgenmad og lave kaffe inden jeg kan sætte mig i bilen og køre afsted i den sidste lille bid af natten. Jeg ankommer typisk til obs-posten lige omkring solopgang. Helst et kvarter før, så jeg er sikker på at få det hele med. Det første spændende øjeblik er, når jeg åbner bildøren. Er der lyde? Et hårdt kald fra en munk i krattet eller måske den fine ringlen fra en jernspurv, der allerede er startet på dagens etape? Eller er det stilhed, der møder en?

Luften er kølig, græsset er fugtigt af dug og når solen rejser sig over horisonten, funkler dens lys i dråberne i de utallige spindelvæv, der dækker buske og græs. Støvlerne bliver våde på gåturen fra p-pladsen til obs-posten, men hvad gør det, når der er varm kaffe på kanden og der venter en magisk dag forude? En dag hvor jeg er så heldig, at jeg kan få lov at være vidne til en lille del af fuglenes magiske rejse. De morgener kan man ikke få for mange af. De er det brændstof, der får mig gennem vinteren.

Man kan godt sige, at de hyggelige cykelture rundt om engsøerne er blevet afløst af noget langt mere dybt. Det handler ikke længere kun om at se fugle, men i høj grad også om følelserne, når jeg står en efterårsmorgen med kaffe i koppen og spejder efter en kjove over havet eller en trækkende falk inde over skoven. Jeg er jo nok blevet lidt afhængig af det.

En håndfuld fuglekiggere har fundet vej til Rosenvold på en dejlig efterårsdag. Flere øjne finder flere fugle og så er det samtidig virkelig hyggeligt

Jeg tager tit afsted alene, når jeg skal opleve fugletrækket. Det giver fred til at koncentrere sig om oplevelsen og det er nok dagene alene ved obs-posten, der er stærkest følelsesmæssigt. Men jeg er også et socialt væsen, så det er altid en fornøjelse, når der er andre fuglekiggere på trækobs. Fuglekiggere er en broget skare og jeg har gennem årene set på fugle med overlæger, statsanklagere, folkeskolelærere, biologer, musikskolelærere, ingeniører og folk med mange andre baggrunde. Fuglene samler folk på tværs af professioner og politisk ståsted. Her er noget at være fælles om, som er helt uafhængigt af, hvad vi ellers gør og synes. Fuglene er der altid og de trækker fra nord til syd og tilbage igen hvert eneste år, uanset om jeg stemmer rødt eller blåt. Det er bare at stille sig op med kikkerten derude og nyde det storslåede show, som udspiller sig over vores hoveder.

Det store fugleår
En ung steppehøg ved Skagen Nordstrand, maj 2016. Én af tre nye DK-arter, der fandt vej til min artsliste på den tur

Et af de mest oplevelsesrige år i min karriere som fuglekigger var 2016. Marts og april passerede uden store overraskelser, måske bortset fra en mursejler allerede d. 30. april ved Skanderborg Sø, min tidligste nogensinde. Det blev til nogle fine forårsdage med musvåger, de første svaler og et par fiskeørne, men ikke noget, der skriver sig ind i historiebøgerne. Det ændrede sig, da det blev maj. Fredag eftermiddag d. 6. maj var varmen på vej op over Danmark fra SØ. Så Claus, Oskar, Morten og jeg tog en nærmest spontan beslutning og drønede til Skagen. Vi indkvarterede os i en lille lejlighed på Color Ferie Hotel Skagen. Allerede fredag aften så vi trækkende rørhøg og mosehornugle over Hulsig Hede, så vi var spændte, da vi gik i seng. Det skulle vise sig at blive en episk weekend, der gav hele tre nye DK-arter til mig (steppehøg, aftenfalk og rødrygget svale), Danmarksrekord i trækkende tårnfalke, mere end 60 lærkefalke og meget mere. Se highlights her for lørdag og søndag. Hele turen blev behørigt dokumenteret og resulterede i en halv times film om det at opleve fugletræk. Sæt dig godt til rette og nyd filmen herunder.

Fugle over Skagen – en film om nogle episke dage med eminent rovfugletræk i Skagen.
Et virkelig dårligt billede, men det er godt nok til at dokumentere, at en rødrygget svale fløj forbi os en majdag på Engklit i Skagen.

Men 2016 var kun lige begyndt med at kaste store oplevelser af sig. Noget af det mest stemningsfulde træk man kan opleve, er mursejlernes træk. De fabelagtige flyvere trækker ofte meget koncentreret, så der er få gode dage i løbet af et forår eller et efterår. Jeg var heldig at opleve sådan et koncentreret træk af mursejlere d. 27. maj 2016. I forbindelse med Naturmødet i Hirtshals boede vi i sommerhus ved Nørlev Strand. Efter en lang dag i Hirtshals kom vi tilbage til sommerhuset omkring kl. 21. Jeg opdagede hurtigt, at der trak mursejlere i små flokke lavt over klitterne. Jeg greb kikkerten og stillede mig op på den nærmeste klittop, hvor der også var udsigt til det næsten blikstille Vesterhav og solnedgangen. I løbet af en times tid trak næsten 300 mursejlere tæt forbi mig, mens dununger af store præstekraver pilede rundt mellem stenene på stranden og en lille flok marsvin brød det lyserøde vand i solnedgangs skær. Mage til stemningsmættet aften, skal man lede længe efter. En perfekt afslutning på forårets fugletræk.

Efterårstrækket i 2016 blev lige så spændende, som foråret. Ikke mindst på grund af endnu en rejse. Denne gang blev vi ikke i Danmark, men vendte blikket mod fjernere egne. Destinationen var Batumi i Georgien. Det allerbedste sted i hele verden, hvis man vil opleve hvepsevågernes træk. Jeg skal ikke gå i detaljer med turen her, men jeg kan kun opfordre alle til at tage afsted og opleve det helt fantastiske fugletræk gennem The Batumi Bottleneck. Lidt tal fra turen: I løbet af en uge nåede vi 320.000 hvepsevåger, 250 dværgørne, 17.000 hvide storke, 500 hedehøge, alpesejlere, ellekrager, biædere, piroler, turtelduer og alt mulig andet fedt. Der kom også en film ud af den tur. Den kan ses her.

En film om det helt ufattelige fugletræk, der passerer gennem bjergene ved Batumi.

Tilbage i Danmark passerede første del af efteråret, som det plejer. Fine dage med fugletræk ved Vejle Fjord og da vi var ca. midt i september gik vinden i øst. Der blev den rigtig længe. Det var den perfekte opskrift på en stor indflyvning af sjældne småfugle fra Sibirien. Der gik da heller ikke længe før de første meldinger om sibirisk jernspurv tikkede ind fra vores nabolande. En art der kun var set ca. 30 gange i Europa og én gang i Danmark inden efteråret 2016. Det efterår blev der fundet langt over 100 fugle i Europa og hele 13 fugle i Danmark. En helt uhørt stor invasion. En af fuglene var så venlig at tilbringe vinteren i Hirtshals, hvor jeg så fuglen af flere omgange fra november og frem til februar.

Sibirisk jernspurv, Hirtshals, februar 2017. Dette billede er taget tredje gang jeg så fuglen, på vej hjem fra skiferie i Norge

Men inden jeg twitchede fuglen i Hirtshals ville jeg selvfølgelig prøve at finde en selv. Så sammen med Morten DD og Kent Olsen rykkede jeg til Anholt fra d. 20.-23. oktober. Håbet var, at en sibirisk jernspurv ville dumpe ned på øen midt i Kattegat, så der skulle luskes fra morgen til aften. Vejret var decideret dårligt med temperaturer pænt under ti grader, vind over 10 m/s, regn en stor del af tiden, periodevist afløst af hagl og en enkelt byge med tung og våd tøsne. Og der var fugle, masser af fugle. Det dårlige vejr havde fået mange småfugle til at slå sig ned på øen, så der var jernspurve og rødhalse i hvert eneste krat. Det lykkedes dog ikke at finde sibirisk jernspurv og den bedste fugl blev nok en tredækker, som kun Kent Olsen så. Altså lige bortset fra, at vi fandt en gul vipstjert, som måske, måske ikke, kan vise sig at være landets første fund af østlig gul vipstjert.

En spændende gul vipstjert, Anholt, oktober 2016
En spændende gul vipstjert, Anholt, oktober 2016

Om lørdagen d. 22. oktober går vi langs stranden på øens vestkyst et sted mellem Sønderbjerg og havnen, da vi alle tre hører et højt, lidt stemt kald fra en gul vipstjert, der flyver lige henover hovederne på os. Gul vip i oktober skal altid tjekkes. Heldigvis så det ud til, at fuglen landede i krattet af lave fyretræer, så vi fulgte efter. Nogle minutter senere genfandt Morten fuglen rastende i et træ, hvor vi så den fint i næsten 15 minutter. Der blev taget rigtig mange billeder af fuglen og der blev lavet optagelser af dens kald. Det er endnu ikke lykkedes at lande en sikker bestemmelse af fuglen, men den fik virkelig pulsen op at ringe. Tænk engang, hvis vi lige havde fundet en ny art for landet! Måske bliver vi en dag så kloge på østlige gule vipstjerter i Europa om efteråret, at denne fugl kan få et endeligt artsnavn. Der er kun ringe tvivl om, at fuglen har østlig oprindelse. Spørgsmålet er bare, om den er østlig nok. Ovenfor er lidt billeder af fuglen og herunder en video af fuglen.

En video af den gule vipstjert fra Anholt, hvor fuglen ses fint og der høres adskillige kald. Fuglen kaldte som de fleste kald i denne video, da den hoppede rundt i træerne, men havde et anderledes og længere kald, når den fløj.
Mine yndlingslokaliteter
Mit yndlingssted til fugletræk om foråret. Især rovfugletrækket kan være fænomenalt ved Dragsmur

Gennem de seneste 4-5 år har jeg dyrket fugletrækket mere og mere. I løbet af de år har jeg også opdyrket nogle yndlingslokaliteter. I det tidlige forår tager jeg til Gjerrild eller til Moesgård Strand, men når kalenderen skriver ultimo april, og der er kommet rigtig gang i falketrækket, findes der ikke noget bedre sted end Dragsmur. Der, på toppen af skanserne på landtangen mellem Mols og Helgenæs, har jeg haft nogle af mine største oplevelser med rovfugletrækket. Der er sikkert mange andre steder i Danmark, hvor man kan se flere fugle end ved Dragsmur, men jeg vil vove den påstand, at man ser fuglene allerbedst lige netop der. Man sidder højt til vejrs og opdager fuglene langt mod syd. Man kan følge dem efterhånden som de kommer nærmere og det er en sand fryd at se lærkefalk efter lærkefalk komme susende forbi obs-posten. Nogle gange højre om, nogle gange venstre om, nogle gange endda under os. Det er fabelagtigt, når fuglene insisterer på at blive over land på et sted, hvor tangen ikke er meget mere end 200 meter bred. Men lige så vidunderlig Dragsmur kan være, lige så svært er det at løse gåden om, hvornår der kommer fugle ved Dragsmur. Ofte er de første dage med østenvind gode. Og gerne meget vind, så fuglene kommer lavt og bliver over land. Men det er ikke så få gange, at en tilsyneladende perfekt vejrudsigt, har givet ingenting på Muren, som lokaliteten hedder blandt venner. Håbet om endnu engang at opleve lærkefalkene i fuld vigør eller flokke af hvepsevåger, der kommer glidende op over Helgenæs er nok til, at vi sidder der igen næste år, når vinden går i øst og varmen bryder frem. Jeg kan næsten ikke vente.

En elegant lærkefalk skærer sig gennem luften helt tæt på obsposten ved Dragsmur
En hvepsevåge lusker lavt forbi obsposten ved Dragsmur
Når en rekord bliver sat

Udover de herlige dage ved Dragsmur, er det blevet til rigtig mange andre gode dage med masser af fugle, som ovenstående også er eksempler på. Når man dyrker fugletrækket på den måde, jeg gør, skal man være glad for at se på helt almindelige fugle. De udgør nok 99,999 % af de fugle, man møder i løbet af en træksæson. Heldigvis er det sådan med almindelige fugle, at der er rigtig mange af dem og hvis man timer sine feltdage rigtigt i forhold til fuglenes træk, vejret og en masse held, kan man ramme nogle virkelig store dage, hvor enkelte arter optræder i store antal. Og store antal er fedt. Nogle gange er man endda så heldig, at der kommer flere fugle end nogensinde før på en lokalitet. At være med til at sætte lokalitetsrekorder er et krydderi på samme måde, som jagten på sjældne fugle er det. Det giver en ekstra dimension på det at se på almindelige og talrige fugle. Jeg har gennem tiden været med til at sætte en håndfuld rekorder for forskellige arter på de lokaliteter, hvor jeg kigger meget på fugle. Det er ikke nødvendigvis svimlende tal, men de er de største for lokaliteterne, og netop det er fedt. Hvad der på de bedste træksteder kan virke som en decideret off-day, kan være ny rekord andre steder og være med til at give en rigtig god dag. Det er meget kontekstafhængigt, hvornår noget er et stort tal. 100 hvepevåger er en total fiasko i Batumi, men vi er lykkelige for det på Dragsmur. Her er et par eksempler på rekorder jeg har været med til at sætte:

  • Skovpiber:
    • 16. august 2014 v. Gallohaven: 205
    • 2. september 2019 v. Hassensør: 514
  • Gul vipstjert:
    • 21. august 2017 v. Rosenvold: 509
  • Engpiber:
    • 26. april 2014 v. Dragsmur: 4000
  • Rørhøg:
    • 14. september 2017 v. Rosenvold: 31
  • Mellemkjove:
    • 7. oktober 2014 v. Gallohaven: 9

Som det fremgår, er det ikke en årlig begivenhed at sætte lokalitetsrekorder. Det gode ved de dage, hvor der bliver sat rekorder er, at der ofte følger mange andre spændende fugle med i købet. Udover rekorden for gule vipstjerter ved Rosenvold d. 21. august 2017 bød dagen også på fiskeørne, tårnfalke, rørhøge, skovpibere, masser af både land- og bysvaler og en lokalitetsrekord for hvepsevåge på 76 fugle. Den rekord blev dog slået eftertrykkeligt allerede året efter (115 fugle 20. august 2018). Sådan er det jo med rekorder – de holder ikke evigt.

En travl dag ved Rosenvold. Der bliver talt fugle til den helt store guldmedalje og alt noteres i den lille bog. Foto: Morten DD Hansen

Selvom både sjældne fugle og store antal altid er en del af håbet, når jeg tager ud, er jeg faktisk også begyndt at sætte pris på de dage, hvor der ikke sker så meget. Der er dug i spindelvævene og solen står op over havet uanset om fuglene trækker eller ej. Den let melankolske stemning på en diset efterårsmorgen er næsten den samme, uanset om der er fugle eller ej. På dage med ingen eller kun få fugle, er der bedre tid til at inhalere og nyde stemningerne, betragte de varme farver i efterårets løv og man kan fordybe sig i admiralernes flakserier, mens de sutter sukkersaft fra de næsten rådne hyben i roserne langs kysten. Det hænder, at jeg bliver en smule skuffet over de manglende fugle, men jeg har alligevel altid en følelse af at have oplevet noget og af at have været med. Jeg kan slappe af resten af dagen vel vidende, at jeg gav det et forsøg og at jeg i hvert fald ikke går glip af noget særligt den dag.

The one that got away

Det er nemlig ikke ret sjovt at gå glip af fugle. Det sker selvfølgelig hele tiden, når man også har andet at give sig til end at se på fugle. Men nogle gange gør det bare mere ondt end andre. Jeg har misset fugle ved at komme for sent, tage for tidligt hjem og ved at vælge en forkert obspost og sikkert også af mange andre grunde. Men hvilke fugle er det så, jeg har misset? Den første var eleonorafalk ved Gedser d. 18. august 2012. Jeg var på Kultentur med et par medstuderende til Møn. Møn var fin og planen var så, at vi ville tilbringe turens sidste nat i en skov på det nordlige Falster. Næste morgen ville vi se fugletræk og valget stod mellem Hyllekrog og Gedser Odde. Vi valgte Hyllekrog og mens vi stod der og så på nærmest ingenting, trak en eleonorafalk ud ved Gedser. Den ville jeg gerne have set!

Den næste gang jeg missede en god fugl var d. 21. december 2013 i Hanstholm. Jeg havde fået et lift af Anders Bojesen på et twitch efter ismåge i Hanstholm havn (historien om det fund er også ret vild og kan læses her). Det var vist nok 7. fund af ismåge i Danmark og 7 år siden, den sidst var set i landet. Vi fandt hurtigt ismågen og fik set den rigtig godt i det lidt skumle, grå vintervejr. Vi kørte lidt rundt på havnen for at se, om der skulle være en gråmåge et sted. Det var der og dermed fik jeg to nye DK-arter den dag. I samme periode var der en større invasion af hvidsisken. Sådan en manglede jeg også på min DK-liste, så vi diskuterede lidt frem og tilbage for at finde ud af, hvor vi skulle køre hen. Valget stod mellem Slamdepotet eller Fyrhaverne. Vi valgte det sidste. Der var nærmest helt fugletomt i haverne ved fyret, så vi spiste vores madpakker med udsigt over Hanstholmreservatet. Anders peger ud over det storslåede landskab og siger “der kunne sagtens sidde en sneugle derude et sted.” Med de ord pakker vi sammen og vender næsen hjemad mod hver vores julearrangement med familien. Glade og tilfredse med et succesfuldt twitch af ismåge. Lige indtil vi nåede Vejlerne efter ca. 45 minutters kørsel. Anders’ telefon bippede. En melding om en sjælden fugl. En sneugle. I Slamdepotet i Hanstholm. POKKERS! Vi havde jo fundet den fugl, hvis vi var kørt til Slamdepotet i stedet for Fyrhaverne og nu var vi i fuld fart på vej mod Aarhus og udenfor rækkevidde af den fantastiske hvide ugle. Jeg mangler den stadig på min DK-liste. ÆV!

Ismåge, Hanstholm, decemcer 2013. En mørk og kold dag, hvor ismåge kom på listen, men vi missede sneuglen, der blev fundet lidt senere på dagen

Siden da er det blevet til misset aftenfalk og steppehøg ved Træskohage fordi jeg kørte for tidligt hjem, det er blevet til en misset gammel han steppehøg ved Dragsmur fordi jeg kom fem minutter for sent (jeg har stadig aldrig set en gammel han af den art) og så selvfølgelig alle de fugle, som jeg har forsøgt at twitche, men som var fløjet inden jeg dukkede op (sort stork flere steder, hvidøjet and i Kruså og flere forsøg i Årslev Engsø, mellemflagspætte i Gråsten, krognæb i Frederikshavn, stendrossel ved Albæk, utallige forsøg efter gråmåge i Grenå Havn til Østjylland-listen og alle mulige andre). Følelsen af ”at dippe” er aldrig sjov, selvom jeg heldigvis har fået nogle af arterne på listen sidenhen.

Et hit krydses
Sortstrubet drossel, Køge, februar 2020
Høgeugle, Hesede Skov, februar 2020

Men man når jo ikke 300 fuglearter ved at komme for sent eller køre forgæves. Listen bærer heldigvis også vidnesbyrd om en masse succesfulde ture rundt i (næsten) hele Danmark efter sjældne fugle. Jeg twitcher dog stort set kun i Jylland, så DK-kryds fra øerne er altid kommet i forbindelse med, at jeg alligevel har været i området. Senest i slutningen af februar i år, hvor jeg skulle til møde i Faxe. Jeg kørte tidligt fra Aarhus, så jeg havde tid til et stop i Køge, hvor en sortstrubet drossel havde holdt til i længere tid. Efter mødet kørte jeg til Hesede Skov, hvor jeg fik set den overvintrende høgeugle. Den sad i et træ lige ved stien, så jeg kunne nyde den på 10-15 meters afstand. Jeg var faktisk nødt til at gå længere væk, så jeg kunne have hele fuglen i teleskopet. En virkelig fed arbejdsdag, der gav to nye DK-arter.

Twitchere venter på gulbrynet værling i Skagen, april 2018
Gulbrynet værling, april 2018

Jeg har haft fantastisk mange gode oplevelser med sjældne fugle, men det er ikke nogen svær øvelse at vælge de største. Der er ingen tvivl om, at det er de ædlede fugle, dem jeg har fundet selv, der er de fedeste – dem vender jeg tilbage til. Fælles for mange af de andre store oplevelser er, at jeg selv har været med da fuglen blev fundet eller har været blandt de første twitchere. Spændingen efter meldingen om en sjælden fugl og indtil den bliver genfundet er altid virkelig fed. Det samme er forløsningen, når fuglen bliver fundet. Det kunne f.eks. være gulbrynet værling i Skagen. Jeg var tilfældigvis på Grenen den aprildag i 2018, da et kor af telefoner via Zello kunne meddele, at der tidligere på morgenen var fotograferet en gulbrynet værling på et foderbræt på Hvidefyrvej. Derfra gik det stærkt og efter en times intens spejden ind i en indkørsel, dukkede fuglen op. Et par andre eksempler er stendrossel ved Ebeltoft Færgehavn og stribet ryle ved Vest Stadil Fjord. Jeg genfandt rylen efter flere timers venten til glæde for en håndfuld tilrejsende twitchere. Kort efter gik fuglen på vingerne og forsvandt mod S lige henover vores hoveder.

Stendrossel, Ebeltoft Færgehavn, juni 2020
Overflyvende stribet ryle, Vest Stadil Fjord, juli 2018

Kryds i kategorien af fugle, hvor jeg var med, da de blev fundet, inkluderer arter som rødrygget svale, steppehøg og aftenfalk på Skagenturen i 2016 og stor skrigeørn i Nørre Snede d. 11. marts 2017. Jeg havde egentlig planlagt at jeg ville twitche nordisk lappedykker i Horsens Fjord den dag, men det var fuldkommen tåget ude ved kysten, så jeg valgte at køre ind til Morten i Nr. Snede. Vi havde en ganske hyggelig formiddag med lidt hjejler, svaner, gæs og godt med bogfinker. Særligt bogfinkerne kom lavt i det spæde forårslys, der virkelig fik de gamle hanner til at stråle. På et tidspunkt siger Morten noget i retning af “havørn pisse højt.” Jeg løftede kikkerten, så lidt på ørnen og kiggede så væk igen. Der kom en flok bogfinker i super medlys, som jeg ville fotografere, så jeg havde ikke tid til at kigge mere på en havørn i 1 km højde. Dem har jeg i øvrigt rigeligt med billeder af, så jeg fotograferede den ikke. Men der var alligevel et eller andet, der nagede, så jeg vendte mig om og kiggede igen efter ørnen, der allerede var en lille plet langt mod nord. “Nå, sådan ser unge havørne åbenbart ud, når de flyver meget højt”, tænkte jeg. Det viste sig senere, at Morten også havde undret sig lidt over fuglen, men et hurtigt kig på billederne afslørede tydeligt en ørn, så tanken om, at en højtgående musvåge skulle have snydt os, blev droppet. Vi holdt begge vores undren for os selv – det skulle vi nok ikke have gjort. Tre dage senere indløber meldingen om stor skrigeørn i Skagen. “Fedt fund”, tænker jeg, da jeg gør Morten opmærksom på fuglen. Han ringer med det samme og da jeg tager telefonen siger han “Emil, vi har et problem! Den der ørn i lørdags… Jeg har lige tjekket billederne igen og det er altså ikke nogen havørn! Jeg tror vi har smidt en stor skrigeørn!” Det er jo aldrig rart at høre, men heldigvis var Mortens billeder gode nok til at bekræfte at det var en stor skrigeørn og tilmed, at det var samme fugl, som den der netop var blevet fundet i Skagen. Dermed fik jeg nyt DK-kryds med nogle dages forsinkelse og vi blev en god historie rigere. Jeg har i øvrigt fotograferet alle havørne jeg har set siden den dag, uanset hvor højt de flyver. Læs en mere detaljeret beretning fra dagen her.

Stor skrigeørn, Nr. Snede, marts 2017. Foto: Morten DD Hansen

Vi gemmer lige historierne om de selvfundne fugle lidt endnu, for jeg skal også nå at fortælle lidt om mine oplevelser med at twitche. Jeg har det i virkeligheden lidt blandet med at twitche og det er nok også derfor, at jeg ikke gør det så meget. Nogle gange bliver det en lidt tam oplevelse, hvor der bare sidder en gåsegrib i et træ i et læhegn 1 km væk og ikke gør andet end at sidde. Den slags twitch er ikke meget andet end et kryds i bogen. Jeg vil gerne se fuglene godt og opleve dem, mens de laver andet end at sidde stille i et træ. De bedste twitch er dem, hvor man er blandt de første eller hvor fuglen viser sig eksemplarisk. Tag nu f.eks. den fine ellekrage, der holdt til lidt syd for Hanstholm i oktober 2018. Det var en fed fugl! Jeg twitchede den sammen med min gode ven Tobias og vi så den super godt gennem mere end en time, hvor den rastede forskellige steder og fløj lidt omkring. Det var sjovt. Det var også sjovt at twitche stillehavslom på Grenen i august 2018. En super fin fugl, som vi også så rigtig godt. Oven i købet sammen med en ung sortstrubet lom, så man virkelig kunne sammenligne de to ret ens arter. Udover et kryds i bogen, er det at opleve de sjældne fugle også en vigtig ting for mig. Det er lidt ligesom, når jeg er på ferie i udlandet. Jeg bruger en del tid på at kigge på de fugle, der potentielt kan dukke op i Danmark, så jeg er klar, hvis der en dag dukker en op, der hvor jeg befinder mig. En slags studietur, kan man vel kalde det. Det var vel også den primære grund til at jeg twitchede den stribede ryle i Vest Stadil Fjord. Forberedelse, så jeg var parat til at finde min egen hjemme i Østjylland.

Stillehavslom, Grenen Skagen, august 2018

Ellekrage, Hanstholm, oktober 2018
En ædel liste

De bedste kryds i min bog er som nævnt ædelkrydsene. Min ædelliste er ikke voldsomt lang (vel omkring 225 arter), men den tæller fine ting som stor stormsvale, almindelig skråpe, sodfarvet skråpe, kaspisk måge, steppehøg, lille skrigeørn og så de to vigtigste: krognæb og blå glente, begge i Østjylland. Jeg har også lidt lyst til at nævne gråvinget måge i denne sammenhæng, men hvis ret skal være ret, var det jo samme fugl i samme område, som tidligere. Så selvom den ikke var set i mere end et år, da jeg fandt den og den ikke tidligere var set i Uniparken, så er det nok trods alt på grænsen til at være et ægte ædelkryds. Den ære tilfalder RSN.

Krognæb fyldte en del her på bloggen i efteråret. Først med denne artikel, hvor jeg forudså invasionen og siden som en Ugens naturhistorie, der kan læses her. Men historien om mit eget fund har vist ikke været fortalt her endnu. Invasionen af krognæb i efteråret 2019 havde stået på i 14 dages tid og jeg havde været på flere ture for at prøve at finde en selv. D. 9. november tog jeg til Gjerrild Nordstrand for at prøve igen. Da jeg ankom til obsposten, løftede jeg kikkerten og så et syn, som jeg sent vil glemme. Luften var levende af kvækerfinker. De kom trækkende mod øst i ubegribelige mængder. Da den gigantiske flok var passeret, var der trukket anslået mellem 150.000 og 200.000 kvækerfinker i løbet af 10-15 minutter. Jeg har aldrig set så mange fugle. Så var dagen i gang. Selvom det var ved at være sidst på sæsonen, var der stadig lidt bevægelse i fuglene og morgenobsen bød på bl.a. 60 blåmejser og 5 store korsnæb, som det bedste udover de mange kvækerfinker. Kl. ca. 09.50 kiggede jeg igenigen ind over sommerhusområdet. I toppen af en enlig gran sad en stor finke. Jeg fandt den med det samme i teleskopet og kunne melde til min medobservatør, at der sad en hunfarvet krognæb i toppen af granen. Jeg tog et par hurtige billeder gennem teleskopet og fik ringet til John Mortensen, som var gået lidt længere hen ad stranden. Men da John kom, var fuglen væk og ingen havde set, hvor den fløj hen. Heldigvis dukkede fuglen op igen i et læhegn med rønnebær ud mod marken, så vi spænede derover og fik set den rigtig flot i ca. ti minutter, inden den tog højde og forsvandt mod vest. Mit andet SU-fund i Østjylland det år. Fedt!

Krognæb, Gjerrild Nordstrand, november 2019. Mit andet SU-fund i Østjylland

Det første SU-fund i 2019 (og nogensinde) er også mit absolut bedste fund. D. 8. maj 2019 var jeg, som så ofte før, taget et smut over i fugletårnet ved Tåstrup Sø på vej hjem fra arbejde. Det var gråt, koldt og blæste fra SØ. Jeg håbede, at der måske havde samlet sig lidt svaler over søen og at der måske kunne findes en rødrygget svale i flokken. Der var ganske rigtigt lidt svaler og enkelte mursejlere, men ellers var det ret stille i den kolde vind. Jeg havde taget handsker på, fordi vinden stod lige ind i fugletårnet. Efter en halv times tid spejdede jeg mod NØ i håndkikkerten. Jeg fik øje på en lille lys rovfugl, som jeg ikke umiddelbart kunne bestemme, så jeg skiftede til teleskopet. En blålighvid fugl med spidse vinger og sort hånd. “Fedt! En blå kærhøg, adult han”, tænkte jeg. “Men hov, vingerne er jo for spidse. Det er en steppehøg. Sejt! Men hvor er halen? Den er jo mega korthalet. Så er det jo ikke en kærhøg.” Og det var så der, det gik op for mig, at den kun var sort på undersiden af hånden. Min puls eksploderede, adrenalinen begyndte at pumpe og mine hænder rystede. “Fuck! En lille blålighvid rovfugl med kort hale, der er sort på undersiden af hånden og kan svæve, så den leder tankerne hen på en kærhøg. Det er en blå glente!” Jeg manglede kun at se én vigtig karakter: de sorte ovaler på oversiden af vingerne. Jeg rystede ganske gevaldigt, mens jeg fulgte fuglen i teleskopet. På et tidspunkt ændrede den retning og åbenbarede hele oversiden. Der var de jo, de fine sorte ovaler. Da fuglen kort efter gav sig til at muse, var sagen klar. Det var en klokkeren blå glente, der trak hurtigt mod S på ca. en km afstand. Nu skulle den bare dokumenteres. Og det er så her, det er vigtigt, at jeg havde taget mine handsker på. Jeg fumlede totalt med kameraet, hvor jeg aldrig fandt fuglen. Så forsøgte jeg at filme gennem teleskopet, men mine rystende og handskeklædte hænder kunne ikke gennemføre den mission og jeg måtte se til, mens mit livs bedste fund forsvandt mod syd uden dokumentation. En blanding af vild jubel og rædsel strømmede gennem min krop. Jeg havde jo set alle de vigtige ting, men jeg manglede billedet. Ville folk tro på mig? Ville den blive godkendt? Jeg meldte den på BirdAlarm og ringede straks til Morten. Han var lige blevet færdig med at lave TV sammen med Sebastian Klein i Voervadsbro og de besluttede heldigvis at se, om de kunne fange den sydgående fugl langs E45 ved Vrold. Det varede ikke længe, før Morten jublende ringede tilbage og fortalte, at de havde genfundet fuglen og at de havde billeder. Hurra! Dokumentationen for mit livs bedste fund var i hus og jeg kunne ånde lettet op. Morten og Sebastian havde stadig deres tilrettelægger med i bilen og han var så vaks, at han filmede hele seancen. Jeg skal advare om et mindre pænt sprogbrug. Sådan er det, når der er fugle på spil. Se med her.

Jeg nåede også at dukke op på p-pladsen ved Vrold inden Morten og Sebastian kørte videre på deres færd. Jeg så ikke den blå glente igen, men jeg så Mortens billeder og jeg var en glad mand, da jeg så, at de helt tydeligt viste den fineste blå glente. Se bare her:

Sådan så jeg ud, da jeg ankom til p-pladsen ved Vrold, hvor Morten og Sebastian havde genfundet den blå glente og sikret dokumentationen af fundet. En stor dag og en glad mand! Foto: Morten DD Hansen

Det var fantastisk at finde blå glente i Østjylland. Blå glente er en art, der er blevet langt mere hyppig herhjemme de seneste fem år med efterhånden flere årlige fund. Min fugl var således fjerde fund i 2019, nr. 18 i alt i Danmark, men nok så vigtigt: den første nogensinde i Østjylland. Vi er kun sølle tre personer, der har set blå glente i Østjylland. En rigtig dyr art, som bliver svær for andre at krydse her i regionen (i hvert fald i nogle år endnu – den bliver jo som nævnt mere hyppig). Og så var det selvfølgelig en helt eminent ædelart.

Her den så, dokumentationen for den første blå glente i Østjylland. Kvaliteten lader noget tilbage at ønske, men det er godt nok til at bekræfte blå glente og det er det eneste, der betyder noget. Foto: Morten DD Hansen

Blå glente var min DK-art nr. 283, så der er altså kommet 17 arter til siden d. 8. maj 2019. Jeg har allerede nævnt sortstrubet drossel, høgeugle og krognæb, som er kommet på listen efterfølgende, men ellers er det gode arter som gærdeværling, stendrossel, sørgedue, kohejre og mere almindelige arter, som pirol, savisanger, søkonge og gulirisk. 2020 har også været et godt år på rovfuglefronten. Jeg har fået hedehøg som Østjylland-art. Den er svær her på egnen. Og så har jeg fået høgeørn (en af de GPS-mærkede fugle, som Henrik Haaning har skrevet om her og her), dværgørn i Skagen og steppeørn på Molslaboratoriet.

Pirol, Grenen Skagen, maj 2020. Art nr. 294 på DK-listen
Dværgørn, Skagen, maj 2020. Art nr. 295 på DK-listen

Steppeørnen på Molslaboratoriet var en del af et helt forrygende ørneår på det sydlige Djursland. Årslisten tæller lille skrigeørn 2, steppeørn 2 og slangeørn. En respektaftvingende håndfuld. Jeg så steppeørn nr. 2, men det har krævet grundige overvejelser at krydse arten. Jeg forsøger generelt at holde min artsliste helt ren, så jeg krydser aldrig noget, som jeg ikke er 100 % sikker på. Jeg vil se eller høre fuglen så godt, at der ikke er den mindste tvivl. Hvis jeg kun hører fuglen, skal jeg helst også have en optagelse og jeg forsøger altid at få billeder. Det har så formentlig kostet mig sort stork som ædelart to gange (en fugl set kortvarigt fra motorvejen og en trækkende fugl i Sønderjylland på alt for stor afstand), det har kostet et par steppehøge, en lille fluesnapper på Fanø og sikkert en hel del mere.

Det er en gentlemansport at kigge på fugle

Men hvorfor så alle overvejelserne om steppeørnen? Her kommer fortællingen om den steppeørn, der næsten smuttede fra mig. Onsdag d. 1. juli var jeg til heldagsmøde på Molslaboratoriet. Ud på eftermiddagen sad vi udenfor under åben himmel og talte om et eller andet med formidlingen på Naturhistorisk Museum, hvor jeg arbejder. Min telefon ringede, jeg tog den og gik lidt væk fra de andre for at gennemføre samtalen uden at forstyrre for meget. Efter nogle minutter råber Morten meget højt noget i retning af “Emil!! Kom her! God ørn!!”. Jeg står et stykke væk og er koncentreret om min telefonsamtale, så jeg hører det først, da han råber anden gang og jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad det er han prøver at fortælle mig. Jeg går stille og roligt tilbage mod de andre, mens jeg kan se Morten spejde op mod himmelen. Han siger igen, at der kommer en god ørn. Jeg går indenfor for at hente min kikkert og mit kamera, mens jeg nok efterhånden er lidt fraværende i telefonsamtalen. Jeg lægger kameraet på jorden, mens jeg leder efter fuglen på himmelen, stadig med telefonen mod øret. Jeg får efter lang tids søgen øje på fuglen, der ligger højt på himmelen. Det er vist heromkring, at jeg beder manden i den anden ende af samtalen om bare at sende en mail. Jeg afbryder samtalen og kan nu koncentrere mig om fuglen. Der er vel allerede gået mindst et par minutter siden Morten opdagede den, så jeg har spildt meget tid og kun set fuglen dårligt i få sekunder. En kollega har samlet kameraet op og er gået i gang med at tage billeder, så jeg tænker, at den nok bliver dokumenteret (det gjorde den ikke). Morten kæmper for at holde styr på fuglen og jeg beslutter mig for at finde et teleskop. Det kræver selvfølgelig, at jeg først skal ind igen for at hente en bilnøgle, hen til bilen og derefter have sat teleskopet op. En manøvre der koster mindst 45 sekunder mere. Morten har nu set fuglen kredse og glide på stor afstand i 4-5 minutter og jeg finder den endelig i teleskopet. Jeg har tidligere set både lille og stor skrigeørn (også i Skagen udover den i Nr. Snede), men denne fugl virker anderledes. Den er tydeligt ørneagtig og virker langhalet og storhovedet. Jeg ser fuglen glide i måske 7-8 sekunder, hvorefter den forsvinder bag nogle træer. Det var det sidste, vi så til fuglen. Den forsvandt mod ØNØ og blev nok presset af den kraftige regn, der kom et par minutter senere. Jeg siger til Morten, at jeg synes den så ud til at have for stort eller langstrakt hoved til at være lille skrigørn. Vi har steppeørn i tankerne efter forårets adskillige fugle i Skagen, men vi tør ikke bestemme fuglen sikkert uden billeder. Satans! Der smed vi lige en rigtig god fugl.

Hele museet formidlingsafdeling kigger efter steppeørn, Molslaboratoriet, juli 2020. Art nr. 299 på DK-listen. Foto: Marianne Junge

Dagen efter sidder Kent Olsen på Trehøje og spejder efter store vingefang. Han opdager en god ørn på meget lang afstand. Den dukker op stort set der, hvor Morten og jeg tabte vores fugl af syne. Han følger den længe, mens den trækker ned over Ebeltofthalvøen. Der taber han den af syne, men lidt senere finder Morten fuglen trækkende over Molslab. Den kom ovre fra Ahl Hage og er helt sikkert samme fugl, som Kent havde set trække syd lidt tidligere. Morten får mange billeder og Kent ser den fint fra Trehøje. Både Morten og Kent bestemmer fuglen til steppeørn. Ud fra Mortens billeder af den glidende fugl, ligner det virkelig det jeg så i teleskopet dagen før. Men hvad betyder det for bestemmelsen af den fugl jeg så? Tja. Jeg så en fugl, som ikke rigtig passede med lille skrigeørn. Den forsvandt og blev presset af kraftig regn, så det er nærliggende at tro, at den har sat sig. Dagen efter dukker der en sikker steppeørn op samme sted. Er det fuglen fra dagen før, der er genfundet eller er der to gode ørne på Syddjurs i de dage? Selvom det har været et godt ørneår, er de gode ørne stadig meget sjældne på det sydlige Djursland, så al sandsynlighed taler for, at det er samme fugl, der er på spil igen. Sammenholdt med, at jeg ikke kunne få min fugl til at passe helt på lille skrigeørn, har jeg efter nøje overvejelser valgt at krydse steppeørn, som min art nr. 299 i Danmark. Læs i øvrigt Kent Olsens beskrivelse af fuglen og hændelsesforløbet her.

Hvad blev så art nr. 300? Et lidt kedeligt twitch af en sort stork på en mark ved Vitten nordvest for Hinnerup. Det er ikke værd at bruge så meget tid på den fugl, men det var da dejligt endelig at få lukket det hul. Det er virkelig en art, der har drillet mig gennem årene!

Sort stork, Vitten, juli 2020, på en noget diset dag. Art nr. 300 på DK-listen

Sort stork, Vitten, juli 2020, på en noget diset dag. Art nr. 300 på DK-listen
Og hvad så nu?
Mallemuk, Island 2017. Kommer den mon på Østjylland-listen i 2020?
Biæder, Batumi 2016. Kommer den mon på DK-listen i 2021?

300 DK-arter er et skarpt hjørne og lidt en milepæl for mig. Men jeg har også en følelse af, at jeg måske kun lige er begyndt og der er stadig lavthængende frugter. Mine største huller på DK-listen tæller arter som tundrasædgås, fyrremejse, lille fluesnapper, slørugle, middelhavssølvmåge og biæder, så der er stadig noget at tage fat på. Som jeg har skrevet tidligere, er det ikke alle twitch, der er lige spændende og med en lille ny tidsrøver i huset (vi har fået en søn), bliver der nok begrænset med tid til spontane twitch over de næste år. Jeg har i forvejen mest fokus på konkurrencen om Østjylland-listen, hvor jeg i skrivende stund har set 259 arter. Så det er helt klart her på hjemmebanen, at de næste store oplevelser skal hentes. Et naturligt næste mål kunne derfor være at nå 300 arter i Østjylland. I 2019 fik jeg 16 nye arter til den liste og i 2020 er jeg på 7 nye indtil videre. Hvis jeg holder et tempo med gennemsnitligt 10 nye ØJ-arter om året, er jeg i mål om fire-fem år. Men tiden til fuglene er knap og hullerne på listen bliver mere sjældne og sværere at få lukket, så det er nok ikke helt realistisk at nå 300 arter så hurtigt. Østjylland-listen har heldigvis også nogle store huller, som burde være lette at få styr på, så 270 arter er i hvert fald indenfor rækkevidde om et år eller to. Her i løbet af efteråret står mallemuk højt på listen over ønskede kryds. Det samme gør begge de to arter af sædgæs (jeg har aldrig kunnet artsbestemme de sædgæs jeg har set i Østjylland, så jeg mangler stadig begge arter, selvom jeg har set sædgæs en håndfuld gange efterhånden), hvidbrynet løvsanger, hvidvinget korsnæb og lapværling. Når det bliver vinter, håber jeg på, at der for tredje vinter i træk vil være gråmåge i Grenå og at jeg så i denne omgang vil have heldet med mig. Det kan også være, at der dukker en sjov and op i en af engsøerne eller måske en kongeedderfugl et sted på kysten. Men der er nok ikke nogen tvivl om, at det letteste hul at lukke på Østjylland-listen er stor hornugle. De yngler efterhånden i en del grusgrave på Djursland, så jeg kunne vel krydse den i morgen, hvis jeg gad. Men jeg kan godt lide at have den i baghånden, så jeg tror jeg gemmer den lidt endnu.

Et lille efterskrift

Hvis du er nået så langt, at du læser dette, vil jeg gerne sig tak for tålmodigheden. Jeg håber det har været tiden værd. Selvom hele denne fortælling er blevet meget lang, indeholder den kun en brøkdel af alle de fantastiske oplevelser jeg har haft gennem årene. Det har været svært at udvælge de historier, der skulle med her og hvis jeg skrev det igen, ville det nok ende anderledes. Jeg har f.eks. slet ikke nævnt de smukke vadefugle, som jeg virkelig nyder sidst på foråret og henover sommeren. Jeg har heller ikke skrevet ret meget om fuglefodring i haven, som giver så mange hyggelige stunder herhjemme om vinteren. Jeg kunne også have fortalt meget mere, om de mennesker jeg nyder fuglene sammen med. Så hele fortællingen er nok i virkeligheden kun overskrifter og små udpluk fra et liv med fuglene. Men det er jo kun godt, for så er der stadig masser af historier at fortælle. Måske kommer de også her på bloggen en dag sammen med alle de ting, jeg kommer til at opleve i årene der kommer.

Ligesom den flyvende svale her, har jeg nu også en lille søn, der kræver min opmærksomhed, men jeg håber, der bliver tid til at komme ud, så jeg kan ønske svalerne god vind på rejsen.

En kommentar

  • Susanne Brøndgaard Nissen

    Utrolig fornøjelig læsning for en halvgammel pensionist, som har set lidt på fugle de sidste 20 år, men kun på hobbyplan.

Skriv et svar til Susanne Brøndgaard Nissen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *