Om os
Naturhistorier.dk er en side smækfyldt med gode historier om alt det, der også lever på denne planet. Her kommer løbende historier om alt fra havens fugle, over parasitsvampe, der får fluer til at begå selvmord, til invasioner af smukke sommerfugle.
Siden drives af os på billederne nedenfor – Lærke og Emil. Vi er begge biologer, og os kommer du ofte til at møde. Det kan være gennem vores egne naturoplevelser eller via et kig ind i den lidt mere nørdede hverdag med typiske biologproblemer: hvordan er det nu man adskiller krognæb-star fra grøn star? Og hvad er nu det for en lille snyltehveps, der har lagt æg i rosen ude i læhegnet?
Måske spekulerer du på, hvad der får folk som os til at stå op før solen for at tage på fugletur eller køre landet rundt på jagt efter orkideer? Det spekulerer vi også på – selvom vi faktisk gør det ret ofte. Så følg med her på siden, hvor vi forsøger at arbejde os frem mod et svar på, hvad det egentlig gør ved os, når vi står derude på strandengen mens solen står op over havet.
Og så lige en disclaimer: siden kommer til at handle utroligt lidt om, hvad man kan bruge naturen til. Altså (næsten) ingen spisesvampe, ikke noget ramsløg-pesto og helt sikkert aldrig en sankequiz!
Emil om Lærke
Lærke har mange talenter. Fælles for dem er, at de drejer sig om formidling. Det er svært at sige, hvad der er det største talent: Lærkes evner foran et publikum og på en plantetur eller ved tastaturet foran computeren, når der skal skrives skarpe tekster.
Lærke er utvivlsomt også Naturhistorier.dk’s helt store webmaster og SoMe-haj. Uden hende ville både blog og Instagram være en sølle omgang!
Lærke om Emil
Emil er en af de skarpeste naturformidlere, jeg kender. Han brænder virkelig for at fortælle de gode naturhistorier – og hans passion brænder tydeligt igennem.
Samtidig er han en nørd. Og det er intet mindre end fantastisk. Hans artskendskab er enormt inden for alt fra fugle til mosser. Og så er fugletrækket både forår og efterår noget af det eneste, der kan få ham rigtig tidligt ud af fjerene.