Ugens naturhistorie: Almindelig blåfugls mange ansigter

Variation er en sjov størrelse. Nogle arter har nærmest ingen variation i farvetegningerne, mens andre varierer helt vildt. Hos nogle er kønnene ens, hos andre helt forskellige. Nogle gange kan den samme art se helt forskellig ud, alt efter om det er forår- eller sommergenerationen man møder. Denne uges naturhistorie handler om variationer hos almindelig blåfugl.

I denne uge er vi gået i det mere nørdede hjørne, når det gælder oplevelser i naturen. Og historien vidner samtidig om, at vi nu virkelig længes mod forår og sommer. Derfor har vi været på jagt i billedarkivet og er faldet over en ganske interessant, men også ret nørdet, historie.

En dag i starten af juni sidste år var Emil på besøg i et naturområde i Struer Kommune. Det var et dejligt sted med masser af blomster og sommerfugle. På et sted med virkelig mange blomstrende trævlekroner, fløj en god håndfuld hanner af almindelig blåfugl omkring. De lyste op i landskabet med deres smukke blå oversider. En af dem landede foran Emil og samlede vingerne, så undersiden blev synlig. Men hvad var nu det? Det lignede jo overhovedet ikke en almindelig blåfugl!

Hvad det var Emil havde fundet, vender vi tilbage til senere.

Når man har kigget på sommerfugle i mange år, begynder man at lægge mærke til små detaljer, der varierer fra sommerfugl til sommerfugl. Nogle af variationerne er meget tydelige, mens andre er langt mindre detaljer.

Hos almindelig blåfugl er hannerne stort set altid helt blå på oversiden og med en underside, der ligner den på ovenstående billede. Hunnerne derimod, kan på oversiden variere fra næsten fuldstændig brune til næsten helt blå og alt derimellem. De mest blå varianter mangler endda de orange sømpletter på forvingerne. Den form med allermest blå overside har oveni købet fået sit eget navn: thetis, hedder den.

Nogle gange dukker der individer op, som falder helt udenfor den almindelige variation. Det skyldes ofte genetiske ”fejl”, der kaldes aberrationer. Hos almindelig blåfugl er der beskrevet ganske mange af den slags genetiske fejl, der alle sammen får sommerfuglen til at se markant anderledes ud, end den plejer.

Og her vender vi tilbage til Emils sommerfugl fra juni sidste år. Det var ganske rigtigt en almindelig blåfugl, men den meget særprægede underside skyldtes netop sådan en genetisk fejl. Det kan være svært at finde ud af præcis, hvad det er for en fejl, men det kan være den der hedder “obsoleta”. Måske endda en dobbelt-fejl, der hedder “barmuni + obsoleta”. Denne udgave af almindelig blåfugl er formentlig meget sjælden. Desværre, fristes man til at sige, for den er langt mere elegant end den sædvanlige udgave, ja nærmest smuk.

Det kan virke som noget frygtelig nørderi at begynde at gå op i variationer og former og aberrationer, som i denne naturhistorie, og det er det da nok også. Men det er samtidig med til at vise, at selvom man har kigget på sommerfugle i mere end ti år, så er der stadig nyt at lære og masser af ting, man endnu ikke har set. Det gælder bare om at komme ud og at have øjnene med sig – naturen overrasker altid!

Del dette indlæg

Facebook

Twitter

Linkedin

Email