Ugens naturhistorie: Stæren synger foråret ind

I dag var en stor dag. En stor dag, der heldigvis er årligt tilbagevendende. Den første dag med en syngende stær i haven. Det står højt på listen over yndlingsforårstegn.

I morges stod vi, som så ofte før, ja nærmest dagligt, ved vasken i badeværelset og børstede tænder. Hvis man træder et skridt til siden, kan man kigge ud i gårdspladsen og se det store grantræ lige til højre for indkørslen. Nogle gange kan vi se en musvit eller måske en bogfinke, der hopper rundt i grenene. Men idag var anderledes.

Øverst oppe sad nemlig to silhuetter, som ikke plejer at være der. Det lignede stære. Er de endelig kommet tilbage fra vinterferien? Vi åbnede vinduet og stak ørerne ud i håb om at kunne høre den sprudlende stæresang. Og ganske rigtigt. De sang i vilden sky. Åh hvor dejligt – et vaskeægte forårstegn.

Vi fik gjort tandbørstningen færdig og gik tilbage i køkkenet for at få lavet madpakker. Lærke stod og kiggede ud gennem døren til terrassen, da hun pludselig lyste op i et smil. Stærene havde ikke bare genfundet deres sangpost i toppen af træet, de var også allerede ved at flytte ind i redekassen i grantræet. Vi satte kassen op for nogle år siden og den har huset 1-2 kuld stæreunger hvert år. De to kasser vi har i gårdspladsen har vel været fødehjem for ca. 30 stæreunger, siden de blev sat op.

Det er vidunderligt livsbekræftende at sidde ude i forårssolen med en dejlig varm kop kaffe og lytte til stærenes pludren. Når de voksne stære kommer med mad til ungerne kan man høre, hvordan ungerne skriger i vilden sky i begejstring over ENDELIG at få mad. Også selvom det kun er 30 sekunder siden, de sidst blev fodret.

Det er dejligt at have stærene i de redekasser, vi har i haven. Der er rigtig mange stære, som kommer til verden i en stærekasse hvert eneste år, men det er i virkeligheden på en lidt sørgelig baggrund. Stærene yngler i huller i træer, gerne i aflagte spættehuller. Men huller i træer er en stor mangelvare i de danske skove, hvor træer med huller ikke kan bruges til noget fornuftigt og derfor alt for ofte bliver fældet i produktionens hellige navn. Så stærekasserne er i virkeligheden en slags nødhjælp til de hjemløse fugle.

Heldigvis blæser der nye vinde i vores skove og helt ind på Christiansborg, hvor der efterhånden er et meget stort politisk fokus på at bevare de gamle træer i skovene og helt at stoppe produktionen på ret store arealer. Det er godt nyt for stærene og for alle os, der elsker deres sang foråret igennem. Forhåbentlig vil de stadig blive ved med at bruge vores kasser i haven i nogle år endnu. Det er så dejligt, når de kommer hjem.