Drømmen om en fugletur til en lille østjysk ø

Der er noget dragende ved at sidde inde på land og se på øerne derude i horisonten omgivet af havet og drømme om øernes fantastisk evne til at samle fugle. Når fuglene efter en lang rejse over havet pludselig igen ser land, vil de samles i hobetal for at få et hvil, inden rejsen går videre. Eller også gør fuglene holdt på øerne fordi det er sidste landkending inden en lang rejse over havet. Østjyllands farvande byder på et par småøer, der har potentiale til store oplevelser.

Denne artikel er mest af alt en beskrivelse af en drøm. En drøm om at besøge nogle af de østjyske småøer og finde et sandt eldorado af rastende småfugle. Forhåbentlig ender den med at give svar på, om der håb for at få drømmen opfyldt.

Der findes mange øer i Danmark, men i denne artikel bliver fokus på et par af de østjyske. Det skyldes naturligvis, at artiklen også handler om fugle og når det kommer til fuglene, er jeg lidt af en lokalpatriot. Jeg vil se fuglene på min egen hjemmebane her i Østjylland.

Men hvorfor skal det overhovedet handle om øer? Hvor ikke bare blive på fastlandet? Fordi øer kan noget helt særligt. Jo længere ude i havet de ligger, jo bedre. Hvert år bliver der fundet mængder af sjældne fugle på Fair Isle mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne og der bliver fundet masser af gode fugle på Helgoland 50 km ude i den tyske del af Nordsøen. Herhjemme bliver der årligt fundet masser af hits på Christiansø, der ligger ca. 20 km nord for Bornholm. Når småfuglene flyver mange kilometer over åbent hav, vil de søge mod det første land de ser, så sådan nogle isolerede øer kan tiltrække fugle fra et meget stor havområde, hvis den bare stikker lidt op i luften, så fuglene kan se den. Overstående øer er eksempler på øer, der ligger langt til havs. Mindre kan selvfølgelig også gøre, hvilket de danske Vadehavsøer, og måske især Mandø, er et godt eksempel på. I modsætning til Rømø og Fanø har Mandø nemlig en størrelse, der gør den overskuelig, når man skal finde fuglene.

Den ø herhjemme, der har været omgivet af mest mystik og de største drømme, er nok Hesselø, der ligger ca. 25 km nord for Rørvig på nordkysten af Sjælland. Tilbage i 1970’erne var der ringmærkning på Hesselø og det gav en perlerække af spændende fund. Den nuværende ejer vil dog ikke have besøg på sin ø, så der har ikke rigtig været fuglekiggere på øen i mange år. Men rapporterne fra 1970’erne bliver stadig læst og i drømmene har mange fuglekiggere været en tur på Hesselø. I foråret 2016 og efteråret 2017, var der dog faktisk nogen, der gjorde drømmen til virkelighed. Læs om forberedelserne til turene her og en turberetning fra forårsturen her og efterårsturen her. Det er spændende og stemningsfulde beretninger med masser af fugle og en hel del pionerånd.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ekspeditionerne til Hesselø har fået mig til at drømme om noget lignende herhjemme i det østjyske. Nu skal jeg bare finde ud af, hvor jeg vil hen og hvordan jeg kommer det.

De østjyske øer

På kortet herover er det ret let at se, at Østjylland ikke er begavet med specielt mange øer. Samsø og Anholt springer i øjnene, men Samsø er alt for stor. Det er umuligt at lokalisere fuglene på så stor en ø, så den ryger ud af ligningen med det samme. Anholt er Danmarks mest isolerede ø med 45 km til Djursland mod SV og lige så langt til Sverige mod NØ. Den har da også et uovertruffent hitpotentiale og har gennem tiderne giver mange spændende fund, men ligesom Samsø, er den for stor. Der er simpelthen for mange steder, hvor fuglene kan gemme sig, så i denne øvelse, piller jeg også Anholt ud. Det efterlader bl.a. Hjelm øst for Ebeltofthalvøen og Vejrø nordøst for Stavns Fjord på Samsø.

Bare for at illustrere det potentiale, der ligger i Anholt, på trods af øens størrelse, er (næsten) alle fuglebilleder i denne artikel fra en herlig tur derover i månedsskiftet april-maj 2017. Håbet er, at samme mængde fugle vil samle sig på en af de mindre øer.

Hjelm – er der mon fugle at se på Hjelm?

Lidt fakta: Hjelm har et areal på 62 ha, der er ca. 5 km til nærmeste fastland, 30 km til Sjællands Odde og 20 km til Samsø. Øens højeste punkt er ca. 45 meter over havet. Midt på øen står et 18 meter højt fyrtårn.

Når man sejler med færgen fra Odden til Århus, er øen Hjelm noget af det første man ser, hvis man kigger mod nordvest. Når Hjelm er det første vi ser på en rejse over Kattegat, er det selvfølgelig også det første fuglene ser, hvis de kommer fra Sjællands Odde eller måske over havet fra Sverige. Tilsvarende er Hjelm det sidste land fuglene ser, hvis de er på vej mod NØ om foråret. Alene det gør, at Hjelm nødvendigvis må kunne samle fugle op, der er på vej over havet. Midt i oktober sad jeg på østkysten af Ebeltofthalvøen og kiggede over mod Hjelm. I løbet af den times tid jeg sad der, kom der tæt på 100 småfugle trækkende ind mod land fra Hjelm. Det var især engpibere, men også grønsiskener, kvækerfinker, bogfinker, en spurvehøg og en bjergvipstjert. Deres rute vidner om, at de er fløjet via Hjelm, inden turen gik mod vest ind over Ebeltofthalvøen. Spørgsmålet er så bare, om de også raster på øen om efteråret eller om du bare flyver henover øen?

Det spørgsmål (og mange andre) kan man få svar på i nogle spændende artikler fra Hjelm. Ligesom på Hesselø, har der nemlig også været en fuglestation med ringmærkning på Hjelm. Den var aktiv i hvert fald i perioden 1970-1983. I den periode blev der ringmærket næsten 51.000 fugle på øen fordelt på 99 arter. Et par highlights: DKs 6. fund af dværgværling, to piroler, 67 vendehalse, 11 høgesangere, en rødstrubet sanger, 21 lille fluesnapper og 29 hortulaner. Bortset fra vendehals, er det arter jeg mangler at se i Østjylland og kun dværgværling er blevet mere hyppig med tiden. I artiklen Fuglene på Hjelm 1970-1983 fra Flora & Fauna, kan man blive meget klogere på periodens fugleliv på øen.

Det er den slags læsning, der giver brændstof til min drøm om at komme ud på en af de der små øer, der kan vrimle med fugle på de rigtige dage. Tænk bare, hvis man ramte en dag som d. 18. maj 1972, hvor der rastede 50-75 stenpikkere, 100-125 bynkefugle, 200-400 rødstjerter og 800-1000 løvsangere. To dage senere var det så fluesnapperne, der stjal billedet med 50-75 grå fluesnappere og 175-200 brogede fluesnappere. Det er jo absurde tal! Tænk engang, hvad der ellers har gemt sig på øen de dage? 18.-20. maj er jo en virkelig nogle gode datoer til sjældne fugle!

Men hvornår skal man så tage til Hjelm, for at have de største chancer for at opleve store koncentrationer af rastende småfugle? Både den førnævnte artikel og artiklen Trækfugleundersøgelser på Hjelm 1970-72 beskriver foråret som den klart bedste årstid. Om efteråret sker der netop det jeg selv observerede forleden, nemlig at fuglene ofte blot forsætter videre til fastlandet uden at raste på øen. Om foråret derimod, er Hjelm det sidste stykke land inden rejsen går videre over havet mod Sverige og derfor kan Hjelm samle ret mange fugle op om foråret. Hovedpointen om fuglenes forekomstmønster er, at de optræder i størst antal på dage med temperaturstigninger efter en kold periode og svage vinde fra SØ eller Ø. Hvis det bliver krydret med sigtbarhed på under 6 km i timerne før solopgang, har man den perfekte cocktail til en stor dag på Hjelm. Artiklen bemærker også, at fyret på øen formentlig spiller en væsentlig rolle i at tiltrække fuglene på nætter med dårlig sigtbarhed. De opdager lyset og flyver mod det. Det betyder, at koncentrationen af fugle, i følge artiklen, næsten altid var størst tæt på fyret når solen stod op. I løbet af dagens første timer spredte fuglene sig mere ud på øen. Det var tilfældet dengang og det er det sikkert også i dag.

Der er selvfølgelig løbet meget vand under broen i de 40-50 år, der er gået siden Hjelm Fuglestations arbejde toppede i 1970’erne og en af de ting, der desværre er sket med fuglefaunaen i den periode er, at mange af de arter, der optrådte så talrigt på Hjelm på de store majdage i 1972, er gået voldsomt tilbage. For løvsanger og broget fluesnapper er tilbagegangen måske endda helt oppe på 50%. Hortulan, som i 1974 optrådte med 7-10 eksemplarer på Hjelm alene d. 17. maj, er knap nok årlig i hele Østjylland i dag. Faktisk er den franske bestand af hortulan gået tilbage med næsten 90 % siden 1980 og den er også hårdt presset i andre europæiske lande. Så jeg må nok indstille mig på, at der ikke kommer til at optræde helt så mange fugle som dengang. Men jeg vil også være fint tilfreds med halvdelen. Det ville give en dag med mindst en enkelt hortulan blandt 100 brogede fluesnappere, 75 bynkefugle og 500 løvsangere.

Tilbagegangen for en del af arterne, er dog ikke den eneste ændring, der er sket over de sidste 40-50 år. Midt i 1960’erne var der stadig aktivt landbrug på plateauet på øen. Det blev opgivet og siden da, er de tidligere marker stille og roligt groet til, så de i dag er domineret af tjørnekrat. Artiklerne fra Hjelm beskriver, hvordan fuglene ofte samlede sig i læhegnene omkring de tidligere marker. Det gjorde det overskueligt, hvor man skulle lede efter dem. I dag er der kronedække på stort set hele plateauet, så det er formentlig blevet langt sværere at finde fuglene på øen. Det er værd at huske, inden jeg kaster mig ud i at planlægge en tur derover.

Vejrø – kan man se fugle på Vejrø?

Lidt fakta: Vejrø har et areal på ca. 55 ha. Der er 7 km til nærmeste fastland (Samsø), kortere til de nærmeste småøer ud for Stavns Fjord. Der er ca. 20 km til Sejerø og ca. 22 km til både Helgenæs og Ebeltofthalvøen. Øens højeste punkt er 21 meter over havet.

Vejrø er en af flere små øer i farvandet øst for Samsø. Når jeg har valgt at fokusere på den, er det fordi det er den, der ligger længst fra Samsøs fastland. Og som jeg har fået slået fast ovenfor, så er afstand til nærmeste fastland et vigtigt parameter, når man skal finde gode fugleøer.

Det er noget sværere at finde gode informationer om fuglelivet på Vejrø. Der yngler tejst og digesvale, lidt måger og ederfugle, men ellers er det sparsomt med informationer. Der har f.eks. aldrig været en fuglestation på øen og den er (så vidt jeg har kunnet finde frem til) kun blevet besøgt meget sporadisk i træktiden. I fravær af spændende artikler om øens fugleliv, må jeg ty til DOFbasen for at finde oplysninger om forekomsten af fugle på øen. Som nævnt, er der langt mellem besøgene, men præcis som på Hjelm, har der været folk på øen i maj 1972. Dog kun en enkelt dag, d. 3. maj. Men det var så til gengæld også en ganske god dag. Ikke ubegribeligt god, som 18. maj samme år på Hjelm, men bestemt hæderlig. Broget fluesnapper 22, bynkefugl 55, gærdesanger 40 og rødstjert 30. Og hvis man synes det var for kedeligt, kunne man bruge lidt tid på at kigge på de 1000 små kobbersnepper i deres smukke orange yngledragt, der også blev set den dag.

Ligesom på Hjelm, er der sket en del med vegetationen på Vejrø siden 1970’erne. Dengang var øen hjemsted for hundredvis af kaniner, der sørgede for at holde vegetationen nede. I dag er der en flok mufloner på øen, men de kan ikke holde den helt så åben, som kaninerne kunne. Øen er i dag domineret af højt græs og store og kraftige planter som vild kørvel og ager-tidsel. Det ændrer dog ikke på, at øen er spædende med spredt tjørnekrat og en del små søer/vandhuller, der helt sikkert også kan tiltrække fugle.

I den allerførste sæson af DRs serie Nak og Æd, var Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe faktisk på besøg på Vejrø for at nakke og æde en muflon. Så vidt jeg kan vurdere ud fra vegetationen og de tidspunkter de angiver for sol op- og nedgang, må udsendelsen være optaget omkring 1. marts. Udsendelsen giver et fint indblik i, hvordan vegetationen ser ud på øen sidst på vinteren. Der er partier, hvor græsset er helt kort, men også større områder, hvor vegetationen er høj og tæt af visne planter fra året før. Det bekræfter billedet af en noget mere tilgroet ø end i 1970’erne.

Det nyeste jeg har kunnet finde, der giver et indblik i øen i dag, er denne turberetning fra en insekttur til øen midt på sommeren 2018. Beretningen viser bl.a. billeder af en død kanin, så de er der nok stadig, men deres påvirkning af landskabet er åbenbart mindre i dag end i 1970’erne. Der er også et par landskabsbilleder, som kan give et indtryk af øens vegetation.

Hvilken ø skal det være?

Ja, det er jo så det store spørgsmål. Vejrø er nok den af de to øer, der er lettest at finde fuglene på, på trods af den høje urtevegetation. Hjelm virker måske for skovagtig på plateauet, hvilket nok gør det for svært at finde fuglene. På den anden side, har Hjelm Fuglestation dokumenteret, at øen virkelig kan samle rigtig mange fugle op, hvis vejret er rigtigt. Vejrø kan nok noget af det samme, selvom det aldrig er beskrevet rigtigt.

Og så er der jo lige den klassiske udfordring, som der altid er med øer: Hvordan kommer man derud? Ebeltoft er et oplagt udgangspunkt til begge øer. Der er ca. 18 km til Hjelm, hvis man starter inde i Ebeltoft, sejler rundt om Ahl Hage, forbi Ebeltoft Færgehavn og så mod øst til Hjelm. Hvis man i stedet fortsætter mod syd, er der ca. 30 km til Vejrø. Hvis man får fat på en hurtig båd, burde man kunne nå begge øer fra Ebeltoft på mindre end en time.

For Vejrø er der også den mulighed, at man tager til Samsø og sejler ud fra Langør. Det er en tur på ca. 8-9 km. Hvis det kun kan blive en endagstur, kræver det, at man kan være klar i Langør til afgang før solopgang og dermed kræver det en overnatning på Samsø inden. Det gør det lidt mere besværligt, når man er bosat på fastlandet.

Under alle omstændigheder håber jeg, at det kan lykkes at få stablet en tur på benene ca. midt i maj næste år. Og så må vi krydse fingre for, at vejret ikke bliver alt for godt. Det kunne være så spændende, hvis man kan ramme den rigtige dag med dårlig sigtbarhed, svag østenvind og fugle overalt!