April,  Forår,  Fugle,  Nørderi,  Rovfugle,  Turberetning

Forventnings glæde … er altid den største

Her på Naturhistorier.dk kunne I i lørdags læse om, hvor mange fugle, der var på vej op over Danmark. I kunne læse om, hvor meget jeg glædede mig til at opleve årets første store trækdage. Her kan I læse om, hvordan det gik.

Søndag morgen var vinden i syd og varmen var på vej. Jeg valgte at køre til Gjerrild Nordstrand. Det er et af de bedste steder i Østjylland, hvis man gerne vil se mange fugle om foråret.

Ved ankomsten til Gjerrild var der allerede en håndfuld andre fuglekiggere på obsposten og den første spurvehøg og den første dværgfalk var trukket. Så der var altså fugle allerede inden solopgang. Godt tegn!

En meget smuk rød glente i morgenlyset
Dagens bedste fugl blev nok denne stor tornskade, der rastede i flere minutter i en af de yderste graner

I løbet af morgenen kom der da også lidt fugle, bl.a. en stor tornskade og en meget fin rød glente, men det var alligevel som om, det ikke helt levede op til forventningerne om den helt store dag. Det var heller ikke så varmt som håbet, faktisk nærmest råkoldt, så jeg måtte tilbage til bilen for at hente den store vinterjakke. Humøret steg, da den første rørhøg kom i bogen og lidt før kl. 11 opdagede jeg dagens første fiskeørn. Ti minutter senere var der trukket tre fiskeørne. Var det nu, der gik hul og alle fuglene ville komme væltende? Nej!

I løbet af et kvarter omkring kl. 11 trak tre af disse fantastiske fugle ud over obsposten. Fiskeørnene er et af forårstrækkets højdepunkter

Det gik i stå igen. Kun ringduer og bogfinker holdt dampen nogenlunde oppe og endte på hhv. ca. 3300 og 920 individer. Efter syv timer kunne vi gøre regnskabet op og konstatere, at det endte som en ok dag med tre fiskeørne, tre rørhøge, en stor tornskade, et par vandrefalke og 70-80 musvåger, men det blev ikke til hverken ringdrosler eller årets første svale. Det blev aldrig rigtig godt.

Mandag lovede vejrudsigten, at vinden skulle komme mere fra sydøst. Det er sådan set en rigtig god vindretning til Gjerrild, men også til Dragsmur, som er et af mine yndlingssteder, når det kommer til fugletræk. Dragsmur er den smalle landtange mellem Mols og Helgenæs. Her sidder man højt og fuglene kommer ofte tæt på og i godt lys. Men Dragsmur er lumks og man kan aldrig vide sig sikker!

Den vidunderlige udsigt mod syd fra toppen af Dragsmur. En udsigt, der virkelig bringer håb om en stor dag

Dragsmur havde faktisk været overraskende god søndag, mindst lige så god som Gjerrild, bortset fra, at fiskeørnene udeblev. Med den gode søndag baghovedet, havde jeg lokket Lærke med på tur med løfter om fiskeørne, svaler og alt mulig andet. Vi ankom til Dragsmur ved 8-tiden og tog plads øverst oppe på en høj bakke, hvorfra udsigten ned over Helgenæs er fænomenal.

Det skulle dog vise sig, at Dragsmur var i sit drilske humør. Der kom ikke mange fugle og dem der kom, var enten langt væk eller meget højt oppe.

Dagens enlige fiskeørn trak over obsposten ved middagstid
Kort efter kom denne gamle havørn også henover vores hoveder og fortsatte mon nordøst

Vi havde fået selskab af Claus Barnewitz, som omkring middagstid sagde de ord, vi alle havde ventet på: “Fiskeørn over Vængesø!” Og ganske rigtig, der kom den. Og den kom godt, fuldstændig som det skal være på Dragsmur.

Mere end 100 af disse lysbugede knortegæs trak på tværs af landtangen mod øst. Det er virkelig nogle fine små gæs

Udover fiskeørnen blev det også til en gammel havørn, lidt spurvehøge, seks traner langt ude mod øst og godt 100 knortegæs, der trak på tværs af langtangen mod øst. Ikke nogen stor dag på Dragsmur, så heller ikke denne dag forløste de helt store forventninger for os. Vi havde ellers forventet så meget af dagen, at vi ville lave en lille film om den. Det gjorde vi alligevel og den kan I se her:

Hvis vi nu havde valgt smukke Dragsmur fra og var taget til Skagen eller måske bare til Gjerrild igen havde vi fået fugle for alle pengene! Mandag endte Gjerrild på 148 spurvehøge, 10 rørhøge, mindst 5 blå kærhøge, 12 tårnfalke, 1 fiskeørn, 19 røde glenter, mere end 250 musvåger og årets første landsvale. Forudsigelsen om de mange fugle var altså rigtig. Jeg valgte bare den forkerte lokalitet. Begge dage. Den dårligste af de to ved Dragsmur og den dårligste af de to ved Gjerrild. Pokkers! ØV!

Der er heldigvis stadig 1,5 måned tilbage af forårstrækket og vi mangler stadig mange kærhøge og fiskeørne, alle lærkefalkene, alle svalerne, alle mursejlerne og alt mulig andet godt. Forventningens glæde er stor og lige om lidt går vinden igen i øst. Hurra, hvor vi glæder os!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.