Ugens naturhistorie: Aprils røde plysbamse
Bier hører foråret (og sommeren) til. Når solen for alvor får magt og blomsterne begynder at bryde vinterens gråbrune monotoni, vågner bierne op til dåd. Denne uges naturhistorie handler om den røde plysbamse rødpelset jordbi.
“Hov! Hvad var det for en rød ting, der lettede fra vorterodens gule blomster?”
Hvis det var en bi på godt en centimeters længde, der er helt plyshåret med orangerødt hår på oversiden af kroppen, så er der en vis sandsynlighed for, at det var hunnen af rødpelset jordbi. Hun har travlt i disse dage. Hun er nemlig i fuld gang med at sikre næste generation, og det kræver hårdt arbejde.
Rødpelset jordbi bygger, som navnet antyder, sin rede nede i jorden. Det er en overraskende udbredt metode blandt bier og således også hos ugens hovedperson. Den graver en gang på op mod 50 cm i jord eller sand. Ud fra den lange gang graver bien nu adskillige sidegange, der fungerer som redekamre.
Når gangen er gravet færdig, skal der samles pollen, og hun skal finde en han, der vil parre sig med hende. Det sidste er hurtigt klaret, og så er det tid til at samle pollen. Rødpelset jordbi er ikke kræsen. Den samler pollen fra langt de fleste planter og kan ofte ses på mirabel og vorterod eller på blomsterne af solbær i frugthaven, som på billedet øverst i denne artikel.
Hver gang hunnen har samlet en klump pollen, flyver hun tilbage til sin lange gang. Hun samler pollen fra flere læs i en stor klump i en af sidegangene. Når klumpen er stor nok, lægger hun et æg i sidegangen og lukker forsvarligt efter sig. Sådan foregår det, indtil alle sidegange er fyldt med pollen og æg. Til sidst forsegler hun hovedindgangen, så det nu er helt skjult for omverden, at der befinder sig en hel masse af næste sæsons bier nede i jorden.
Nede i redekamrene klækker æggene og larverne kommer frem. De lever godt af al den pollen, som deres mor har samlet til dem. I løbet af sensommeren forpupper larverne sig og forvandler sig til voksne bier. De bliver i deres redekammer til solen igen begynder at få magt på overfladen, og vorterodens blomster igen lyser gult i den brune græsplæne.
Og hvad så med hannerne, tænker du måske? De dør, når de har parret sig med hunnerne. End of story!
Selvom rødpelset jordbi i dag er ganske almindelig og vidt udbredt, er den en relativt ny beboer i landet. Den blev fundet første gang på Fyn i 1984, men har siden spredt sig til store dele af landet, hvor den kan findes i haver, parker og skove og mange andre steder, så længe der er blomster og egnede steder at grave redegange. Den flyver talrigt derude lige nu, så find en solbeskinnet plet med blomster i læ for den kolde nordenvind og find så tålmodigheden frem. Pludselig er den der, den røde plysbamse.
Og nå ja, så er rødpelset jordbi jo også en af de 99 arter at se, før du bliver voksen. Se med her!