Ugens naturhistorie: Den danske fugleedderkop
Vidste du, at der faktisk findes vilde fugleedderkopper i Danmark? Den er god nok! Og lige nu kan du være heldig at finde dem, når hannerne løber rundt på deres jagt efter hunner, de kan parre.
Vi er efterhånden et godt stykke henne i oktober, men alligevel er det på denne tid af året, at man kan være heldig at møde den op til 2 cm lange danske fugleedderkop. Faktisk er det korrekte navn ‘nordlig fugleedderkop’ (Atypus affinis), men på trods af det skandinavisk-klingende navn er Danmark en del af nordgrænsen for dens udbredelse.
Nordlig fugleedderkop er sjælden i Danmark, og i mange år anså man sågar arten for at være uddød. Men i 1994 blev den genfundet ved Salten Langsø og er siden fundet flere andre steder i landet.
Det var også netop ved Salten Langsø, vi i denne uge fandt tre smukke eksemplarer af arten. De var alle hanner, og det er ikke så underligt. Det er nemlig stort set kun hannerne man ser løbe omkring, når de her i efteråret leder efter hunner, som de kan parre sig med.
Hunnerne derimod holder sig skjulte i deres 30 cm lange, underjordiske hjem, hvor de må vente på, at hannerne finder frem til dem. Den efterfølgende sommer, efter parringen, udklækkes edderkoppens æg, og ungerne bliver hos deres mor helt frem til det efterfølgende forår. Der går altså 1,5 år fra parring til ungerne flytter hjemmefra.
Når ungerne skal flytte bruger de en særlig edderkoppe-teknik, der kaldes ‘ballooning’. Ved hjælp af et stykke spind, flyver de afsted med vinden i håbet om at lande på et egnet sted, de kan slå sig ned. Her graver de en dyb gang som den, de er opvokset i. Der er ikke meget, der afslører, hvor edderkoppens skjulested befinder sig. Men er man en kyndig edderkoppe-observatør kan man lede efter deres spind, der dækker indgangen og forer røret hele vejen ned i jorden. Her lever edderkopperne de næste fire år, og de forlader kun deres hule, hvis et bytte kommer i nærkontakt med spindet.
Efter fire år starter processen forfra. Hannerne forlader deres hule og søger efter hunner i nærheden. Hunnerne kan nå adskillige kuld unger i deres liv, mens hannerne efter endt parring ofte risikerer at blive en del af hunnernes forrådskammer.