Ugens naturhistorie: En strand fuld af tang
Der er ikke så meget at kigge på i naturen, når vi befinder os midt på vinteren, som vi gør lige for tiden. Men et sted, hvor man næsten altid kan finde noget interessant at kigge på, er på stranden. I denne uges naturhistorie (og Vildspor-udsendelse) tager vi jer med på jagt efter tang.
Tang. Ja, det lyder måske mest som noget, der kilder folk på benene, når de er ude at svømme. Eller som noget, der omkranser din take away-sushi. Men tang er meget mere end det. I de danske farvende lever i omegnen af 400 arter af tang. Nogle lever helt inde ved kysten, hvor de er lette at se, når man sopper rundt på strande med sten. Det er f.eks. sådan noget som blæretang. Men der er også masser af mindre arter af tang, som vokser noget længere ude og som kræver, at man kommer ud med snorkeludstyret eller finder dem, når de er skyllet op på stranden.
Men hvad er tang egentlig for noget? Tang er flercellede alger, der hører hjemme i de tre klasser brunalger, rødalger og grønalger. Brunalgerne er ofte store, rødalger og grønalger lidt mindre. Tang er altså alger – men alger er ikke kun tang, da der også findes massevis af mikroalger, som vi dog ikke vil vise her.
Langt ude på havet findes store tangskove, hvor ”træerne” i skovene ofte er de store brunalger: sukkertang og fingertang. Underskoven består ofte af de lidt mindre rødalger, mens man oftest finder grønalgerne inde i fjordene, hvor der er noget mere næring i vandet. Det kan f.eks. være en art som søsalat.
De store tangskove findes ofte på steder, hvor der ligger mange sten på bunden. Sukkertang og fingertang kan hæfte sig fast til stenene og under dem sætter de mange rødalger sig fast. Tilsammen danner de vigtige levesteder for mange af havets dyr, både krebsdyr, fisk og alt mulig andet. Så udover selv at have et godt levested på stenrevene, er tangplanterne altså også med til at sikre gode levesteder til en lang række andre arter.
Men hvad er det så man finder, hvis man begiver sig på stranden en dag i januar? Emil lavede den øvelse sammen med et par eksperter i tang for en uge tid siden. Artslisten for dagen kom bl.a. til at indeholde navne som bugtet ribbeblad, ulvehaletang, carrageentang, horntang, søl, savtang, kællingehår og mange flere. Du kan se nogle af arterne i galleriet herunder:
Turen blev til en reportage om tang i Vildspor på Radio4. Programmet blev sendt i går, lørdag d. 30. januar 2021 og kan høres her: