Januar,  Ugens naturhistorie,  Vinter

Ugens naturhistorie: Et glimt af vinter

Nogle steder i det jyske startede det nye år med et sneklædt landskab. Så heldige var vi ikke, der hvor vi fejrede vores nytårsaften. Vi måtte nøjes med lidt nattefrost og rim i græsset. Men lige præcis rim kan være et af de smukkeste fænomener, vinteren kan byde på.

Man ved det som regel godt, inden man går i seng. Skyerne er på vej væk, stjernerne kigger frem, månen lyser landskabet op. Det er koldt derude. Temperaturen ender under frysepunktet i nat, så vi står nok op til en rimdækket græsplæne i morgen. Hvis skyerne ellers kan holde sig på afstand, kan vi måske endda være heldige, at solens stråler lyser de smukke iskrystaller op. Sådan en morgen er magisk.

Men desværre er sådan en morgen også sjælden denne vinter. Der er ikke mange nætter med nattefrost og der er slet ingen sol til at lyse iskrystallerne op. Vi lever dog i håbet om, at vi får lidt rigtig vinter på et tidspunkt. Og det håb vil vi gerne dele med jer, så vi har været en tur i arkivet for at vise, hvad det er, vi håber på.

Solens vintervarme stråler lyser så smukt op i det rimdækkede græs. Hvem skulle have troet, at vissent græs kunne blive så smukt?

Én ting er de smukke landskaber, der får en helt særlig stemning, når solens lys spiller i rimfrosten, noget helt andet er de smukke detaljer, der åbenbarer sig, når man kommer tæt på. Rimen dannes, når vanddråber samler sig og fryser til is. Det sker, når temperaturen falder og dråberne udfældes fra luften. Hår på blade er særligt gode til at opfange vanddråberne og det kan give de fineste isdækkede blade, som fx guldnælden herunder.

Rimen afslører på smukkeste vis, hvor mange hår der er på dette blad af guldnælde

Det er ikke kun hår på blade, der samler vanddråberne. Det samme kan alle mulige andre overflader gøre. Se fx både svamp og lav herunder efter en kold nat.

En fin lille svamp og en bægerlav er stået op til en frostkold morgen

På nætter, hvor der dannes meget rim, dannes der formentlig også et andet af vinterens sære isfænomener, nemlig nisseskæg, som vi skrev om sidste vinter. Det er altid fantastisk at se de fine tynde ishår, der vokser ud af de døde grene i skovbunden. Så hold øje med vejrudsigten og kryds fingre for nogle kolde og solrige dage. Det gør vi i hvert fald.

Nisseskæg i skovbunden. Et løjerligt fænomen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.