Biller,  Insekter,  Juli,  Sommer,  Ugens naturhistorie

Ugens naturhistorie: Fint besøg i havens vilde naturområde

Vores have er blevet opgraderet denne sommer. Vi har nemlig dedikeret et lille område i haven til vilde blomster. I dag var der fint besøg af en sydlig blomsterbuk i blåhatten.

Det er ikke fordi vores have er specielt velfriseret. Det, der skulle være græsplæne, består mest af skvalderkål og mos med indslag af glat ærenpris, almindelig kongepen, store mælkebøtter og flere andre arter. Der er da også græs, men det fylder ikke alverden.

Selvom der er mange vilde plantearter i haven generelt, besluttede vi i år at samle det hele lidt. Der har tidligere stået hulkravet kodriver, blåhat og nikkende limurt mellem terrassefliserne, men det blev for irriterende at skulle tage hensyn til de vilde planter, hver gang vi sad ved havebordet og spiste på lune sommeraftener.

Det kan godt være lidt upraktisk at have blomsterplanter mellem fliserne, som man gerne vil værne om

Derfor gravede vi det hele op i foråret og samlede alle arterne i et lille område i haven. Og det er virkelig ikke ret stort. Ikke meget mere end 1-1,5 m2. Alligevel har blåhatplanterne præsteret mere end 30 blomsterhoveder og med blåhat følger altid en masse liv.

I dag fik vi fint besøg af en smuk billeart ved navn sydlig blomsterbuk. Navnet “sydlig” giver ikke meget mening. Den er udbredt i hele Europa syd for Danmark, præcis ligesom mange andre arter af blomsterbukke. I Sverige er den nordligste udbredelse op til en linje mellem Oslo og Stockholm. I Norge findes den næsten helt op til Trondheim langs vestkysten. Så det er lidt et mysterium, hvorfor den hedder “sydlig”.

Nældeblomstertæge i blåhat

“Blomsterbuk” giver derimod rigtig god mening. Den hører til en gruppe af biller, der hedder træbukke. Deres larver lever i dødt ved. Hos en mindre del af træbukkene lever de voksne biller af pollen og nektar fra blomster, deraf navnet blomsterbuk. Og ugens hovedperson hører til den gruppe.

Sydlig blomsterbuk er en art, der kan blive lige knap to cm lang. Den er gul med sorte tegninger på dækvingerne, har gule og sorte ben og antennerne er sørme også gule og sorte. Det er et gennemført tema hos sydlig blomsterbuk.

Sydlig blomsterbuk i færd med at spise pollen på blåhat i vores have

I dag dukkede den altså op i haven, hvor den var i fuld gang med at stille sulten på de 1,5 m2, som den vilde natur har fået stillet til rådighed i vores have. Den blev hængende i det meste af en time, hvor den fløj fra blåhat til blåhat. Da den havde været hele vejen rundt fløj den videre til rølliken.

Træbuk-delen af livscyklussen hos sydlig blomsterbuk består i, at dens larver lever i to år i døde grene eller stammer af enten eg eller hassel. Her hos os har vi ikke rigtig nogen egetræer, men vi kan godt klare en død hasselgren, så mon ikke det er der, den er vokset op.

Grønåret kålsommerfugl mæsker sig også gerne i blåhat-nektar

Når man sidder og fotograferer et insekt i en blåhat, dukker der næsten altid andre arter op. Det var selvfølgelig også tilfældet i dag, hvor vi fik besøg af forskellige svirrefluer, et par arter af humlebier og en grønåret kålsommerfugl. Da vi kiggede ordentlig efter, viste det sig også, at der sad adskillige individer af almindelig nældeblomstertæge i blåhatten. Måske får vi også besøg af blåhatblomstertæge en dag. Endnu en art i rækken af arter, der kun lever på blåhat, præcis som blåhatjordbien vi skrev om i sidste uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.