Ugens naturhistorie: Hvepseedderkoppen – den maskerede klimaflygtning

Hvordan reagerer du, når du ser en hveps? De færreste får nok lyst til at røre ved eller sågar spise den. Og den reaktion nyder hvepseedderkoppen godt af. Arten er først kommet til landet inden for de seneste små 30 år – sandsynligvis som resultat af de stigende temperaturer.

Hvis man selv er fuldstændig harmløs og ugiftig, kan det være en fordel at forsøge at efterligne nogen, der er det komplet modsatte. Den taktik benytter hvepseedderkoppen sig af. Langt de fleste arter ved, at hvepse ikke er sådan at spøge med. Der er selvfølgelig undtagelser som hvepsevågerne, der ligefrem spiser hele hvepsebo. Men som hovedregel er hvepse noget, man går udenom.

Hvepseedderkoppen er ret letgenkendelig med sine sorte, hvide og gule striber, som altså også har givet anledning til navnet hvepseedderkop. Taktikken med at ligne “farlige” arter kaldes (Bates) mimicry og ses hos en lang række arter. Andre eksempler er svirrefluer, glassværmere og nogle arter af træbukke, der alle med hvepsenes gule og sorte striber signalerer fare.

Hvepseedderkoppen hører til den gruppe af edderkopper, vi kalder hjulspindere. Kendetegnet for dem er, at de laver store runde (hjulformede) spind – altså helt som man ville tegne et spindelvæv som barn. Hvepseedderkoppens spind er enddog let at kende fra de andre hjulspinderes spind, idet hvepseedderkoppens har en tydeligt tykkere zigzag-stribe i spindet (som på billedet herunder).

Vi startede denne uges naturhistorie med at kalde hvepseedderkoppen for en klimaflygtning. Arten blev første gang registreret i Danmark i 1992. Karakteristisk for den sommer var (udover en sejr i EM) en lang periode med varm sydøstenvind. Samme år oplevede man i Skagen en af de største invasioner af aftenfalke, ligesom arten stribetæge også blev registreret i landet for første gang. Så der er flere eksempler på, at mere sydligtlevende arter vendte næsen mod Danmark.

De små hvepseedderkopper benytter sig af en spredningsmetode, der kaldes “ballooning”. Her spinder de en lang tråd, der fanges af vinden og transporterer edderkoppen afsted. Metoden er ganske effektiv til at sprede sig over lange afstande, men er selvfølgelig ikke særlig kontrolleret, da edderkopperne lægger deres skæbne fuldstændig i vindens hænder.

Hvis du selv har lyst til at se den fine hvepseedderkop, er det nu du skal ud. De voksne edderkopper kan ses fra sidst i juli og langt ind i efteråret. De sidste voksne individer forsvinder i løbet af oktober, så der er stadig en chance for at finde dem, hvis du begiver dig ud på enge med lidt lang vegetation, hvor edderkopperne kan lave deres store karakteristiske spind nede mellem planterne. God jagt.