Ugens naturhistorie: Lynghedernes lilla blomsterflor
De seneste fem naturhistorier har taget os på rundtur i insekternes verden. Nu er det blevet august, og det må være på tide at vende tilbage til botanikken. Og hvad er mere oplagt end at kaste os over et af sensommerens smukkeste syn? Det er nemlig lige nu, man kan opleve hedelyng i fuldt flor rundt omkring i den danske natur.
Hedelyng er en dejlig plante, når den i sensommeren folder sine små lyserøde blomster ud. Hvis man lægger vejen forbi nogle af de store midtjyske heder kan man være heldig at opleve et helt tæppe af blomstrende lyng.
Man kan heldigvis også finde hedelyng mange andre steder end på de store heder. Det er en ganske almindelig plante på heder, overdrev og andre tørre naturtyper, hvor de ofte kan stå sammen med en stor mangfoldighed af andre planter, især hvis der er græsning. Faktisk er det nok en lidt unaturlig, menneskeskabt tilstand med de store heder, der primært er domineret af hedelyng. I et naturligt system, ville den nok stå noget mere spredt og i sammenhæng med en lang række andre arter.
Blomstrende lyng er virkelig et af sensommerens højdepunkter. De enkelte blomster er små, men der er mange af dem og tilsammen danner de et smukt syn. Det er ikke kun et syn, der glæder det menneskelige øje. Hedelyng er en vigtig nektarkilde i sensommeren, hvor mange andre planter efterhånden er ved at være afblomstret.
Hedelyng er også værtsplante for en lang række insektarter. Blandt sommerfuglene kan man fx nævne foranderlig blåfugl og argusblåfugl, hvis larver lever af hedelyng.
Hedelyng er en dværgbusk, og bliver da heller ikke særlig høj. Blandt andre dværgbuske kan nævnes klokkelyng, revling, blåbær og tyttebær, som faktisk alle kan opleves i selskab med hedelyng.
Det er lige nu, du kan opleve blomstrende hedelyng, så det er bare med at få spændt vandreskoene på og komme afsted mod de gode oplevelser, der bare ligger og venter derude. God tur!