Forår,  Fugle,  Marts,  Planter,  Træer,  Turberetning

Billedserie: En gåtur i forårsdanmark

Hjemmearbejde, isolation, lukkede butikker og seværdigheder og håndspritsudtørrede hænder. Hverdagen ser for alle danskere markant anderledes ud end for bare to uger siden. Samtidig buldrer foråret derudad, og det måtte vi ud at kigge nærmere på forleden dag. Selvfølgelig i lokalområdet og uden kontakt med andre.

Det kan føles nærmest som en pinsel, når man som naturelsker ikke rigtig kan komme ud og nyde det smukke forårsvejr, som vi lige for tiden er berigede med. Men heldigvis behøver man (i disse isolationstider) ikke at bevæge sig langt væk fra sin bopæl, før man kan støde på sprøde forårstegn.

Vi bringer derfor her en lille billedserie med skud fra en helt almindelig gåtur langs den lokale del af Aarhus Å og de omkringliggende omgivelser.

Aarhus Å som den ser ud på den nederste del af denne strækning. Træerne vokser helt ud til brinken og lige henne på den anden side af svinget, ligger de væltede træer endda ude i åen
Den smalle sti langs åen. På dette stykke er åen lige nedenfor til højre og golfbanen er bag hegnet oppe til venstre
Turen langs Aarhus Å går gennem en lang skovdækket ådal. Skovbunden er visse steder dækket af de fineste hvide anemoner
Det er ikke kun de hvide anemoner, man kan møde i skovbunden. Også de lidt sjældnere gule anemoner findes hist og pist
“Træd ikke på milturten!”, sagde feltbiologen. Enhver, der ofte kommer i skovenes vådområder ved, at milturt er et sikkert tegn på blød og våd jord. Det giver ofte vand i gummistøvlerne, hvis man kommer for langt ud i milturten. Her er det i øvrigt arten småbladet milturt
På stammer og grene af elletræerne langs åen, var der virkelig gang i træløberne. De leder efter mad i de mange furer og sprækker i barken. Denne har haft heldet med sig og får en edderkop til frokost
Flere steder langs Aarhus Å er landskabet domineret af buske. Her er det en hyld, der i al sin mosbegroede vælde, er klar til at sætte flotte hvide blomsterskærme til insekterne og hyldeblomstsaften
Rød hestehov er en af det tidlige forårs vigtigste nektarkilder til de første humlebier, svirrefluer og sommerfugle. Den blomstrer før den sætter blade, men som man kan se her, er bladene allerede på vej og blomstringen på retur
I løbet af marts måned dukker de fine blå marts-violer op. Her er de i skarp konkurrence om pladsen med bladene fra en vild kørvel
Et typisk billede af “årets første”. Den skal med vold og magt fotograferes, også selvom den insisterer på at sætte sig i elendigt lys på violerne langt inde i hækken. Denne gang blev det faktisk et hæderligt billede af årets første mørk jordhumle
En af de mest undselige blomster i det danske forår, er den lille spinkle vår-gæslingeblomst. Set fra menneskehøjde gør den ikke meget væsen af sig, men kommer man ned på maven, viser den sig i al sin skønhed
En anden af forårets karakteristiske arter, er den fine følfod. Den vokser typisk på steder med forstyrret og bar jord. Mod den gråbrune baggrund lyser den op som en lille sol
Rød tvetand lyser også op blandt en bunke sten med sine fine lyserøde/lilla blomster
“En fugl i hånden, er bedre end ti på taget,” siger man. Men vi er nu fint tilfredse med en hvid vipstjert på naboens tag
Klassisk forår i Danmark. Smukke hvide mirabel-blomster mod en smuk blå himmel. Så bliver det ikke meget skønnere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.