Det Store Nytårsbirdrace

Årets første dag bruges ofte på sofaen med en pose chips og en cola i hånden, mens Wiener Philharmonikerne spiller Nytårskoncert og frygtløse mænd kaster sig ud fra høje tårne med lange plader på fødderne til Nytårsskihop i Garmisch-Partenkirchen. Men nogle gange skal man jo prøve noget nyt, så vi tog på fugletur.

Blandt fuglekiggere i Danmark, er der tradition for at tage på tur 1. januar. Nogle gør det for at få lidt frisk luft oven på en hård nat, nogle går en hyggelig tur i den lokale skov, mens andre igen hopper i bilen og forsøger at finde så mange arter som muligt på årets første dag.

I år var vi på det sidste hold og vi ville slå vores egen præstation fra 1. januar 2017, hvor vi fandt 62 arter (eller det vil sige 63 – Lærke så nemlig en isfugl, som Emil missede). Det skulle vise sig at være sværere end først antaget. Emil havde ellers lagt en virkelig god plan (syntes han selv)!

Hjemme på foderbrættet

Vi startede dagen ved solopgang (ca. 8.45) hjemme i sofaen, hvorfra der er direkte udsigt til foderbrættet i haven. En vindrossel var den første art i notesbogen. Men det tog ikke lang tid, før dagens første udfordring mødte os: Hvor var de ellers så trofaste spætmejser? Nå, men efter en halv times tid havde vi bogført 13 arter, og det var tid til at komme ud i verden – med eller uden spætmejser. Første stop var en mark små 200 m fra hoveddøren. Der havde været mange fugle i dagene op til nytår, men også her var der problemer: gulspurvene og stærene var væk. Heldigvis sad en enlig bomlærke og sang og vi kunne køre derfra med et par ekstra krydser i notesbogen.

Blæsevejr ved Egå Engsø

Næste stop var Egå Engsø, men inden vi kom så langt, fik vi bl.a. musvåge og tårnfalk på listen langs motorvejen. Egå Engsø var virkelig en kold fornøjelse med en strid og bidende vind fra V-NV. Det var slet ikke rart, så efter at have pligt-obset havørne, små skalleslugere og lidt andre søfugle, fandt vi på at køre om på læsiden af søen. Smart, syntes vi selv. Der havde vi ro til også at få grønbenet rørhøne og knarand på listen. Men vi var allerede bagud i forhold til Emils tidsplan, så vi måtte videre mod Studstrupværket.

En arktisk gæst

Turen til Studstrupværket bød på en stor flok silkehaler. Altid en fornøjelse med de smukke fugle, selvom det ikke er helt så sjovt, når man bare kører forbi dem i bil.

Studstrupværket lyder måske ikke som det mest ophidsende sted at kigge på fugle, men to arter gjorde, at vi lagde vejen forbi: søkonger og husrødstjerter. De sidste glimrede ved deres fravær, men som plaster på såret fandt Lærke en sangdrossel – et godt vinterfund.

Gennem det meste af juleferien, har der været to søkonger, der har fourageret i havet lige ud for Studstrupværket og Kaløvig Bådehavn. Mindst én af dem var der heldigvis endnu, og den viste sig rigtig flot frem i det fine sollys.

Søkongerne yngler i arktis og er faktisk ret almindelig i danske farvende om vinteren. De overvintrer bare meget langt ude i Skagerak og ses derfor sjældent fra land. Det var en dejlig oplevelse at se denne lille alkefugl på så nært hold og det var oven i købet en ny art til Lærke. På vej tilbage til bilen opdagede vi en rødben. Dagens art nr. 51.

Bekkasintramp ved Kalø Slotsruin

Når man skal finde mange arter, gælder det om at lede på så forskellige naturtyper som muligt. Derfor tænkte vi, at strandengene ved Kalø Slotsruin ville være et besøg værd. Det er et af de sikreste steder at finde enkeltbekkasin i Østjylland om vinteren – især hvis man har høje gummistøvler på. Det havde Lærke bare ikke, så hun fik våde fødder. ØV!

Selv om besøget ved slotsruinen gav seks nye arter til listen, var det alligevel lidt en skuffelse. Hvor var stærene, engpiberne og sandløberen? Eller hvad med strandskaderne? Nå, men vi fik nogle krydser i bogen og Lærke fik trods alt set sin første enkeltbekkasin, da det lykkedes Emil at trampe en op.

Hvad med lidt havfugle?

Vi er nu et godt stykke ud på eftermiddagen og turens næste og sidste stop skulle egentlig være Stubbe Sø. Men undervejs fik vi den glimrende idé at køre op gennem Mols Bjerge for at se, om vi kunne få en sanglærke, en rød glente, den endnu manglende gulspurv eller måske en vandstær i Femmøller. Alt sammen uden held.

Til gengæld var der lidt mere held med vores stop ved Lyngsbæk Strand. Det gav sortand, toppet skallesluger og en lidt overraskende gråstrubet lappedykker. Til gengæld manglede der en fløjlsand.

En amerikaner på listen

Vi var nu kun én enkelt art fra at tangere vores egen total fra 2017. Vi fandt nemlig en meget fin stor tornskade et par km fra p-pladsen ved Stubbe Sø. Da vi parkerede bilen ved østenden af Stubbe Sø var det derfor med store forventninger. Der skulle både noteres grønsisken, træløber og spætmejse i elleskoven på vej til fugletårnet og der skulle helt sikkert nok være skægmejser i rørskoven. Og måske rastende blisgæs ude på søen. Og helt sikkert både amerikansk skarveand og bjergand. Men skoven var tyst og søen tom for fugle. De havde selvfølgelig lagt sig i vestenden, i læ for den kolde vestenvind. Kun en vandrikse peb nede fra bunden af rørskoven og bragte totalen op på 62 arter. En forløsende udligning.

Klokken nærmede sig med faretruende hast solnedgang, så vi skyndte os tilbage til bilen og kørte mod vestenden af søen. Og ganske rigtigt, der lå bjergænderne, og sammen med dem den meget sjældne amerikanske skarveand, der har været i søen i et par måneder efterhånden. Dermed nåede vi 64 arter og dagens mål var nået. Køreturen hjem gav sørme også en overflyvende flok canadagæs, da vi kørte gennem Feldballe. På den måde nåede vi 65 arter på årets første dag.

Hjemme igen

Køreturen bød ikke på flere arter og vel hjemme i sofaen igen, kunne vi gøre status. Vi havde slået vores egen total fra 2017, men vi kunne også se på nettet, at vi fik håbløst baghjul af andre. Jan Kiel nåede imponerende 74 arter kun ved at gå og cykle rundt i området omkring Skælskør, mens Morten Bentzon Hansen slæbte sig helt op på 98 arter i det sønderjyske.

Vi kom hjem med en liste, der var fuld af huller fra arter, som egentlig burde være almindelige i det danske landskab om vinteren. Men det beviser bare, at det slet ikke er så let at planlægge sig til en lang artsliste. Det kræver også, at man har heldet med sig. Det havde vi måske ikke helt denne dag. På den anden side går der år imellem, at vi (altså os, Lærke og Emil) ser stor tornskade i Østjylland og vi fik set den vimse lille søkonge på allernærmeste hold. Det var virkelig fint. Og så havde vi kransekage-rester fra aftenen før. Det er en af de rigtig gode ting ved at se på fugle d. 1. januar.