Ugens naturhistorie: Strandens nuttede dunbolde

Sommeren står for døren, og temperaturen er høj nok til lange dage på stranden. Men stranden er ikke kun et rekreativt område for os mennesker. Det er også levested for en art som stor præstekrave. Og lige nu klækker deres æg.

Inden for fuglenes verden findes der mange strategier, når det gælder redebyggeri. Nogle former sirlige reder af plantematerialer, andre flytter ind i hulheder i træer eller redekasser, og andre igen lægger æggene på den bare jord.

Stor præstekrave hører til den sidste gruppe. Måske har du set den lille brune og hvide vadefugl med det orange næb og de store øjne, når den piler rundt på grusede eller sandede strande i sin søgen efter mad. Hvis du ikke har, er det også helt ok. Stor præstekrave er nemlig godt camoufleret, særligt hvor den lever blandt sten.

Her i pinseweekenden havde vi fornøjelsen af at tilbringe et par dage i sommerhus på Djursland tæt ved Glatved. Og her lever der en hel del par af stor præstekrave. Når man går tur langs stranden, stryger de afsted på deres spidse vinger eller løber småskrigende frem og tilbage på stranden. Det sidste gælder især for dem, der har fået unger. Og det var der mindst to af parrene, der havde.

Ungerne af stor præstekrave er nok tæt på at være noget af det mest nuttede, der findes inden for fugleunger. Generelt skal vadefuglenes unger være ret hurtige til at komme på benene og ud og finde deres mad selv – helt i modsætning til de nøgne, blinde og aldeles hjælpeløse fugleunger, vi finder i havens reder.

Hunnen af stor præstekrave lægger ret konsekvent 4 æg i en “rede”, hvilket egentlig vil sige i det bare sand måske lettere camoufleret mellem nogle sten. Reden i sig selv er ret udsat og hun skal vogte sig for både glade strandgæster, hunde, ræve, måger og mange andre fjender. Er hun heldig, klækker alle fire æg, og fire små dunbolde er klar til at løbe rundt på stranden.

Det må være svært at holde styr på sådan en flok, når de løber afsted i alle retninger. Og farerne fra før er sådan set de samme. De voksne forældrefugle vil derfor bruge stort set al deres tid på at holde øje med potentielle farer. Opdager de noget usikkert, kalder de ungerne sammen og får dem til at gemme sig blandt sten eller under vegetation som strandkål eller strandbede. Og ungerne er så små, at de kan være helt umulige at få øje på, så snart de stopper med at bevæge sig.

I mellemtiden vil de voksne fugle gøre alt hvad de kan for at tiltrække sig opmærksomhed. De løber afsted på stranden, pipper højt og måske forsøger de oven i købet at se sårede eller svækkede ud, så et rovdyr vil vælge at gå efter de voksne fugle frem for ungerne.

Når den uvelkomne (det kunne fx være os) enten er kommet tilstrækkeligt tæt på de voksne fugle og/eller tilpas langt væk fra ungerne, vil de voksne fugle lette, flyve ud over havet og lande et godt stykke bag en – tættere på ungerne. Og så kan ungerne igen kaldes frem fra deres skjul for at finde flere hvirvelløse dyr at spise på stranden.

Ellers går tiden for de voksne fugle med at varme ungerne under deres vinger og maver, selv finde noget føde eller måske få en lille en på øjet. Og er de heldige og meget opmærksomme, vil alle fire unger forhåbentlig overleve, til de bliver voksne. Selvom det er en farlig verden at være en lille nuttet dunbold i.