Et lilla blomstertæppe på Ulbjerg Klint

Sidste weekend besøgte vi en lokalitet, som ingen af os havde besøgt før. Ulbjerg Klint, lidt nord for Viborg, er nemlig kendt for sit flor af oprette kobjælder, der blomstrer midt på foråret. Og det syn måtte vi se med egne øjne.

Efter en sjaskvåd vinter har foråret været virkelig gavmildt med sine mange, lune solskinstimer. Og denne lørdag i april var ingen undtagelse.

Vi vendte snuden og bilen mod Ulbjerg Klint, der er en ca. 30 meter høj vestvendt klint med udsigt til Lovns Bredning, der er en del af Limfjorden. Klinten er en del af et ca. 200 ha stort, fredet område, der både tæller lerede skrænter, lyngdækkede bakker, gravhøje, strandenge og overdrev.

Vi startede på den sydligste parkeringsplads, hvorfra flere stier går mod klinten, der uden tvivl er højdepunktet på turen. Også helt bogstaveligt. Særligt turen fra stranden og op gennem det bakkede overdrev tog os lang tid at komme igennem. Simpelthen fordi det myldrede med spændende arter – særligt i den botaniske afdeling.

Der er altid noget særligt ved et overdrev, der er blevet græsset kontinuerligt i mange år. Sætter du dig ned, vil du hurtigt opdage, at der let kan findes et mylder af forskellige plantearter. Også selvom du ikke kan sætte navn på dem. Planterne bliver ikke store, fordi de enten har en lav vækstform for at undgå at blive spist eller fordi de bliver holdt nede af de græssende dyr.

Blandt de blomstrende arter denne dag havde flere af dem “vår” i deres navn. Ikke så underligt, når kalenderen stadig viser april. Vår-brandbæger, vår-vikke, vår-potentil og noget, som vi troede var halvgræssen vår-star, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være en lyng-star. Det er ikke altid helt let at adskille arter fra hinanden, som deler mange af de samme karaktertræk.

Det var jo dog en ganske bestemt planteart, vi havde taget turen til Ulbjerg for at se. De oprette kobjælder var nemlig i fuld gang med deres blomstring. Sammenlignet med mange af de andre arter på overdrevene, er det nogle meget imponerende blomster. Store dybtlilla kronblade og en solgul midte af støvdragere. En enkelt plante er i sig selv et ganske imponerende syn, men her på bagsiden af Ulbjerg Klint, i det bakkede overdrevslandskab, stod de ganske tæt. Selv på ganske fjern afstand kunne man ane den lilla farve fra de hundredevis af blomster.

Planten skulle være giftig, og det er nok kun derfor, den kan få lov til at stå så smukt på et græsset overdrev. Ellers var den sikkert for længst blevet spist af dyrene. I stedet hæver den sig smukt over den øvrige lave vegetation og spreder forårsglæde hos både forbipasserende insekter og mennesker.

Der findes tre arter af kobjælder i Danmark: opret, nikkende og vår-. Ingen af dem er almindelige. Desværre ses en kedelig tendens til, at folk graver dem op for at få dem hjem i deres egne haver. Det er dog helt unødvendigt, da man for relativt få penge kan købe dem på de fleste planteskoler. Så generelt vil vi på det kraftigste opfordre til ikke at grave vilde planter op fra deres naturlige voksesteder.

Ude i naturen kan det godt være svært at få kobjælderne til at sprede sig. De kan formere sig med underjordiske stængler, men skal nye planter spire frem fra frø, er det vanskeligere. Frøene spirer nemlig bedst i bar jord, og det kan være svært at finde på et overdrev, der trods græsning ofte er massivt dækket af vegetationen.

Til gengæld er det så en fornøjelse at besøge en lokalitet som Ulbjerg Klint, hvor opret kobjælde ser ud til at stortrives, og hvor der ikke var tegn på opgravninger af de vilde planter. Vi brugte lang tid på at beundre de flotte blomster og fotografere dem på alle leder og kanter. Imens gik en familie dog forbi, hvor teenagedøtrene var tydeligt skuffede over synet og udbrød noget i retning af: “Var det bare det?”. Tja, det var det vel 🙂

Blandt de blomstrende kobjælder fandt vi også flere larver af okkergul pletvinge. En art der også typisk er at finde på de græssede overdrev. Larverne er i det tidlige forår samlet i et fælles larvespind med deres søskende, men efterhånden som de vokser, går de mere på opdagelse på egen hånd. Larverne lever af lancet-vejbred, og alle dem vi så, var i fuld gang med at tage godt for sig af retterne.

Okkergul pletvinge er desværre en af de sommerfuglearter, der nogle steder er gået drastisk tilbage de senere år. På Øerne er arten forsvundet fra rigtig mange lokaliteter, mens den stadig er ret almindelig i det jyske – heldigvis.

Vi brugte ret lang tid på at ligge blandt kobjælder og pletvingelarver og bare nyde og observere. Derfor benyttede vi os ikke af de ellers mange mulige ruter, man kunne gå i området – både ved kysten og længere inde i landet. I stedet tog vi kun en lille rundtur tilbage til parkeringspladsen. Så der er sikkert meget andet godt at komme efter en anden gang.