Ugens naturhistorie: Efterårets røde frugter
For et par uger siden satte vi fokus på efterårets bedste nektarkilde, nemlig vedbends blomster. Men efteråret byder også på mad til insekter, fugle og pattedyr i andre former. Blandt andet med flotte røde frugter fra fx røn, æble, tjørn og roser.
November er startet usædvanligt varm med temperaturer godt over de 10 grader. Solen har vi også set en del til på det seneste, og med den overvældende mængde varme i luften, er der stadig godt gang i en del insekter. Men ellers er vi nået til en tid på året, hvor træer og buskes frugter udgør en stor del af fødegrundlaget for mange dyr – selvfølgelig også for fuglene, som vi altid har en del fokus på her i huset.
Her i november er det især de store flokke af drosler, der fylder i landskabet. Og drosler elsker røde frugter, især fra tjørn, men de går nu heller ikke af vejen for et lækkert æble. Det er fantastisk at stå i solen og mærke, at den stadig kan varme kinderne, mens man iagttager sjaggere, vindrosler eller solsorte i fuld gang med at kaste tjørnens smukke dybrøde bær ned i halsen. Det er en øvelse, der kræver tålmodighed, hvis man vil se ret meget andet end havens sædvanlige solsorte. Sjaggere og vindrosler er noget mere nervøst anlagt og flygter gerne, hvis man gør for meget væsen af sig.
Udover tjørn, er der mange andre af efterårets frugter, der er røde. Det gælder fx rønnebærene og rosernes hyben. Det skyldes sandsynligvis en evolutionær tilpasning, hvor de røde frugter står som kontrast til de grønne blade. Det er vigtigt for planterne at få spredt de frø, der gemmer sig inde i frugterne, og det gør de bedst, hvis frugterne bliver spist og frøene transporteret væk fra moderplanten. Altså gælder det virkelig for planterne om at gøre frugterne så opsigtsvækkende og lækre som muligt.
De røde, modne frugter er kødfulde og fulde af sukker og begynder de at gære og lugte af alkohol, bliver særligt insekterne endnu mere opmærksomme på det høje sukkerindhold. Og sukker betyder næring, der kan omdannes til fedt og gemmes til en hård vinter eller et langt træk mod syd.
Udover at være vigtige fødekilder for alverdens dyr, er frugterne også i sig selv værd at bruge lidt tid på. Deres varme røde farver er i høj grad med til at sætte kulør en ellers grå og lidt trist årstid. Se bare her, hvordan de kan tage sig ud, når solens stråler giver en hjælpende hånd ved at kaste lidt varmt efterårslys i frugternes retning.