Ugens naturhistorie: En buttet lortespiser
Kunne du forestille dig at leve af andre dyrs afføring? Sikkert ikke, men det kan markskarnbassen, der i kokasser finder masser af næring til både sig selv og sine larver.
Rigtig mange af de biller, der lever i afføring, har faktisk et ret nuttet udseende. Det er måske heldigt nok for dem, når de lever så mærkværdigt et sted som i lort. Og så har de også en fantastisk evne til at kunne træde direkte ud af en saftig kokasse uden overhovedet at se beskidte ud.
Gødningsbiller kommer i mange former, farver og størrelser. En af de største af dem er markskarnbassen, der syner helt sort med et sådan lidt oliepølsfarvet skær i grønt, blåt eller violet. De lever på varme, solbeskinnede overdrev og er typisk lettest at finde midt på sommeren.
Både de voksne markskarnbasser og deres larver lever af afføring fra græssende kvæg (og muligvis andre arter). Markskarnbassen har været i tilbagegang, sandsynligvis i takt med, at der er blevet færre og færre græssende kvæg i det danske landskab. Og så er sådan noget som ormemidler (til behandling af indvoldsorm hos kvæg), der ryger gennem koens mave og ud i lorten, heller ikke det bedste at fodre en billelarve med.
Hvis du gerne vil se på gødningsbiller, er det bare med at komme ud og rode i nogle kokasser. Sådan en kokasse er et fantastisk lille økosystem i sig selv. Hurtigt vil fluerne indfinde sig for at lægge deres æg. Derefter følger gødningsbiller som markskarnbassen, der samler lort i små klumper, som den graver ned under kokassen i lange gange for så at lægge et enkelt æg i hver klump. Bille- og fluelarver vil over tid få omsat kokassen, ligesom svampe og andre mikroorganismer også vil hjælpe til. Der er nemlig forrygende meget næring i sådan en lort og derfor mad til adskillige arter.
Og så et lille tip: de bedste kokasser er dem, der er hårde udenpå, men dejligt bløde indvendigt. Præcis som på billedet ovenfor.