Ugens naturhistorie: Et øredøvende finkekor

I disse dage er der en helt særlig mulighed for at opleve et ganske utroligt naturfænomen, når det kommer til overvintrende fugle. En enorm mængde kvækerfinker samles hver aften i et lille stykke skov ved hovedvej A13.

For os personligt er hovedvej nummer 13, der skærer sig ned igennem det midterste Jylland, virkelig ikke blandt de mest interessante steder i Danmark. Bevares, der er da pæne områder at finde, men selve vejen er ufatteligt lang, lige og ensformig.

Men lige så trættende vejen kan virke på os, lige så behjælpelig lader den til at være for en helt enorm mængde kvækerfinker, der holder vinterferie i Danmark.

Det seneste stykke tid har fuglekiggere (og andre der kigger op på himlen fra tid til anden) nemlig kunnet nyde synet af kvækerfinker i hundredetusindevis, når de hen under skumringen samler sig på et ganske lille område for at overnatte. Og en af teorierne er altså, at fuglene bl.a. bruger den karakteristiske 13’er til at finde vej til det rigtige sted.

Det helt utrolige fænomen satte vi os for at opleve i denne uge. Og da vi nåede frem til den udpegede rasteplads, viste det sig, at vi ikke var de eneste. På rastepladser, sideveje og truckparkeringspladser var der godt fyldt op med biler. Rygtet om det særlige fænomen havde spredt sig.

Og man skal da også være et koldt og kynisk menneske for ikke at blive blæst fuldstændig bagover af det syn, der ventede os. Først så vi mindre flokke komme fra flere retninger – alle med kursen sat mod en ganske lille del af plantagerne omkring Hjøllund. Men da vi nærmede os deres samlingspunkt, blev det hurtigt tydeligt, at der ikke bare var tale om et par småflokke. Himlen var simpelthen et levende mylder af små sorte pletter, som om nogen havde vakt et bo af gedehamses vrede.

Kvækerfinkerne fløj hid og did på himlen i tætte og mere løse formationer, som var en sort sol-oplevelse værdig. Men også andre fugle blandede sig i mængden. Dværgfalke, spurvehøge og musvåger benyttede lejligheden til at kaste sig over det enorme tag-selv-bord. Man havde næsten fornemmelsen af, at de blot behøvede at åbne næbbet eller række en skarp klo ud og så ville aftensmaden være sikret. Selv de tunge musvåger, der ikke er skabt til jagt i luften, kunne godt have en chance.

Imens blev det stadig mere dunkelt på himlen og alligevel kom flere fugle til. Men pludselig, som i en koordineret koreografi, forsvandt de ned i nåletræernes beskyttende favn. Højere og højere hørtes nu et brusende kor af de utallige kvækerfinker, der tydeligvis alle havde noget på hjerte. Vi sneg os tættere på deres sovepladser, blot for at møde et fuldstændig øredøvende kor af stemmer fra de snaksalige småfugle, der ikke lod til at have de store planer om at sove. Tæt pakket på grenene sad de som perler på en snor i mørket – måske i færd med at fortælle hinanden om dagens største oplevelser.

OBS: Er du på Instagram? Så kan du følge vores tur til kvækerfinkeland under “Højdepunkter” på vores profil @naturhistorier.dk. Og så kan du også lige følge os og smide et <3, nu du er der.