August,  Fugle,  Sommer,  Ugens naturhistorie

Ugens naturhistorie: Gråspurve i sjove farver

I denne weekend stødte vi på nogle ret sjovt udseende gråspurve; meget lyse i farverne og stort set uden tegninger. Det har fået os til at nørde lidt med farvemutationer – noget vi nok ikke er helt i mål med endnu. Men her deler vi lidt om det, vi har lært indtil videre.

Det var i Lærkes forældres have, at vi denne weekend så de ret specielle gråspurve. Vi var dårligt nok kommet ind af døren, før vi blev fortalt om dem; 3 gråspurveunger fra i år besøgte, sammen med deres forældre, flittigt foderhuset på daglig basis. Det er i sig selv ikke så mærkeligt, for der er op til flere familier af gråspurve i haven. Men de tre ungfugle er let genkendelige, da de er meget lysere end de andre og stort set ikke havde striber eller andre tegninger i fjerdragten.

En ung gråspurv, der har kuk i farverne. Det lader til, at alle sorte og mørkebrune farver er væk, mens det mere buff-brune og gullige farver er bevaret. Det kunne tyde på den farvevariation, der hedder “brown”

Og fuglene kvitterede da også selv ved at vise sig, straks vi var ankommet. Det var bestemt et særligt syn, men vi måtte nok alligevel skuffe Lærkes forældre lidt med, at det nok ikke var en sjældenhed.

Faktisk findes der en lang række farvemutationer hos fugle, som er mere eller mindre almindelige hos de forskellige arter. Emil var hurtig til at nørde med diverse videnskabelige artikler om emnet, samtidig med at han tålmodigt ventede ved foderhuset for at dokumentere fuglenes udseende.

Selvom man har lidt kuk i farverne, kan man jo godt være sulten

Vi må nok indrømme, at vi faktisk ikke er nået helt til bunds i, hvilken form for farvevariation der her er tale om. Når vi zoomer ind på Emils billeder, kan vi se, at det er de brune og sorte farver, der mangler, mens de helt lyse farver ser ud til at være bevarede. Det kunne tyde på, at det er den farvemutation, der hedder “brown”.

De unge gråspurve kunne sagtens finde mad selv, men de tiggede alligevel ivrigt. Her er det den hårdtarbejdende (og normaltfarvede) farmand, der nærmest bliver skubbet ud over kanten af foderhuset af de ivrige unger

Senere på dagen dukkede endnu en sjov gråspurv op. Den har en del hvide fjer i vinger og hale. En tilstand der både kan skyldes “partiel leucisme”, hvor enkelte fjer er helt hvide eller det kan skyldes “progressive greying”, hvor flere og flere fjer bliver hvide, for hver gang fuglen skifter fjerdragt. I virkeligheden ikke så forskelligt fra os mennesker, der også bliver mere og mere gråhårede med alderen.

Midt på dagen dukkede denne op. En hun med hvide fjer i vinger og hale. Måske ”partiel leucisme”, måske ”progressive greying”

Vi skal spare jer for en lang udredning om genetikken bag diverse farvemutationer – måske en anden gang, når vi er blevet endnu klogere på emnet. Men i stedet vil vi gøre opmærksomme på, at de her lidt sjove farvevarianter findes, så du måske selv kan holde øje, når du færdes i naturen.

Måske ser du en solsort med enkelte hvide fjer (partiel leucisme eller progressive greying), eller en musvit med meget mere sort end normalt (melanisme). Du kan selvfølgelig også opleve stort set hvide fugle med røde øjne (albinoer) eller fugle, hvor tegningerne fremstår svagere end normalt (diluted), osv…

Har du selv fået lyst til at vide lidt mere om emnet allerede nu, så kan du starte her, med denne artikel: “What colour is that bird? The causes and recognition of common colour aberrations in birds”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.