Ugens naturhistorie: Nyd sensommerens svalekvidren

Sommerfornemmelsen er for alvor vendt tilbage, og det er igen blevet attraktivt at bruge tiden udendørs. Vi er dog også i gang med sommerens sidste kalendermåned, og der begynder derfor at være naturoplevelser, som det er værd at sætte pris på, mens de er der. En af dem er landsvalernes stemningsskabende kvidren.

Aftenerne er stadig lange og lyse – og nu er de igen lune nok til at sidde udenfor og indsnuse de mange sanseindtryk. Om det så er lyden er summende humlebier, der suger nektar i de sidste blomster på blåhatten eller farvestrålende dagpåfugleøjer, der mæsker sig i sommerfuglebuskens nektar. Eller møgirriterende myg i blodrus eller landsvalernes knitren og kvidren over gårdspladsen.

En landsvale på jagt lavt over vandet efter insekter.

Før vi får set os om, er alle sommerens naturglæder forsvundet mellem hænderne på os, og efterår, forfald og den medfølgende melankoli står for døren. Det er derfor med at nyde den sidste rest af sommer – også selvom det næsten er for varmt til at være udendørs i disse hedebølgeramte dage.

Selv sad vi udenfor i går aftes og nød landsvalerne, der jagtede insekter over den lille landsby, vi kalder vores hjem. Frem og tilbage susede de over hustagene, mens de kvidrede noget så lystigt. Det var en fornøjelse at sidde der i den røde aftensol og nyde synet af de langhalede fugle i elegant jagt på det næste måltid, der skal sikre, at energidepoterne er fyldt helt op. For inden længe melder svalerne, at sommeren er forbi, og de tager på langfart til det sydlige Afrika. En ufattelig lang rejse for så lille et væsen, og de gør det igen – år efter år.

Men de er her altså endnu – svalerne – og de bruger stadig tiden på at fylde årets sidste kuld unger med flyvemyrer og fluer, så hele familien er optanket og klar til at søge sydpå. Typisk de gamle fugle først og et par uger senere følger ungfuglene. Uden guide fra erfarne svaler. De har kun deres instinkter til at føre dem på rette vej. Og de stoler blindt på instinkterne. Både når de fører dem over høje bjergpas, hvor der måske allerede ligger sne, når de passerer i september. De stoler på instinkterne, når de fortæller dem, at turen ud over Middelhavet, hvor man ikke kan se land på den anden side, er den rigtige vej. Og de fortsætter på tværs af Sahara, verdens største sandkasse, selvom varmen er ulidelig og det er sparsomt med mad. Og pludselig en dag, har de nået målet tids nok til at nyde endnu en sommer på den sydlige halvkugle. Det er altså vildt!

Utålmodige unger, der snart er klar til at tage flyveturen til det sydlige Afrika.

Men udover at tilbagelægge imponerende distancer, betyder landsvalerne også noget særligt for os. Det er en af de vigtigste forårsbebudere, som man kan nå at gå og vente på med længsel. Det kan nemlig variere fra år til år, hvornår svalen vender hjem. Men pludselig er de der og fylder himmelrummet og vores hjerter med deres sang, mens de drøner med næbbene fulde af mudder ud og ind af stalde og lader for at reparere på sidste års faldefærdige reder – eller for at etablere helt nye.

Bondegård og landsvaler hænger på en eller anden måde uløseligt sammen. Og landsvalen er da også en art, der virkelig har formået at tilpasse sig et liv i samspil med mennesker. Fra at yngle på klippesider og i huler, som dens fætter digesvalen, foretrækker landsvalen nu at yngle på gårde – særligt med store kvægbesætninger, da mange kvæg betyder mange fluer og dermed masser af lækker svalemad.

Og sådan går det, år efter år, generation efter generation, og fornøjelsen er altid den samme. Nu siger vi snart på gensyn til svalerne, men først vil vi bruge de næste uger på at nyde dem ekstra meget. Man kan nemlig godt tanke op på landsvalekvidder.