Ugens naturhistorie: Sikaen – den pibende hjort

Når tiden er til det, tager vi et smut i sommerhus på Djursland. Og her kan vi være heldige at se flere af de danske hjortearter. Blandt andet sikaen, der blev indført til Danmark fra Asien omkring år 1900. Det er en ret sky hjort, men den elsker at opholde sig i sommerhusgrundens brombærkrat.

Brombær og sitkagraner dominerer landskabet ved sommerhuset. Et tæt og ufremkommeligt krat for mennesker. Men for sikaerne er det ikke noget problem at bevæge sig rundt blandt de slyngende og stikkende brombær. Og så smager sådan en gang brombærblade da også ganske fortræffeligt, hvis man er en sika.

Vi har et par gange haft fornøjelsen af at se sikahjorte, -hinder og -kalve bevæge sig rundt på den smalle sti, der fører ned mod havet. Et lille hurtigt glimt af dem, mens de duknakket løber fra det ene krat til det andet. Sikaen er overvejende nataktiv og ses derfor bedst i skumring og dæmring.

Egentlig er sikaen slet ikke en “rigtig” dansk art, men blev indført til Danmark (og mange andre lande) sandsynligvis fra Japan omkring år 1900 med henblik på jagt. Den dag i dag lever de altså stadig frit i naturen, men man kan også opleve dem i dyrehaver som fx Marselisborg Dyrehave i Aarhus. Vildt lever sikaerne hovedsageligt på Djursland og Nordsjælland. Der skønnes at være omkring 600 sikaer i Danmark.

Sikaen ligger størrelsesmæssigt mellem rå- og dådyr. Om sommeren har den en rødbrun pels, men her om vinteren syner den meget mørkegrå og næsten sort. Hovedformen er lidt speciel med et lidt pudsigt, smalt underansigt og et konstant skeptisk ansigtsudtryk.

Noget af det mest pudsige ved sikaen er nok dens parringskald, der lyder som et menneskeskrig eller en høj fløjtelyd – ikke umiddelbart en lyd, man normalt ville forbinde med en stor og brunstig hjort. Prøv selv at lytte til klippet herunder. Brunsten varer fra september til december, så måske kan du stadig være heldig at høre denne særprægede lyd.