Ugens naturhistorie: Storken kom forbi

I denne uge rastede en hvid stork på en mark ganske få hundrede meter fra, hvor vi bor. Engang var storken en meget almindelig ynglefugl i Danmark – i dag er det nærmest en sensation at se en. Så hvad gik galt?

Vi skal ikke mere end små 200 år tilbage i tiden, før der ynglede storke i massevis i Danmark – faktisk hele 10.000 par. Man ser for sig, hvordan alle små gårde havde en storkerede på taget, mens storkene fandt mad i den nærliggende eng. Ren dansk idyl.

Men op gennem 1900-tallet blev der færre og færre af de langbenede, umiskendelige fugle. Og i dag kan vi være heldige at have nogle få ynglepar. Men hvorfor blev storkene pludselig så trætte af Danmark?

Det er typisk sådan her, vi får lov at opleve storke: enligt trækkende fugl.

I børnefortællingerne lever storkene af padder – frøer og tudser. Men egentlig er storken mere eller mindre altædende og spiser også gerne insekter, små gnavere, fisk, orme og snegle. Så egentlig skulle man jo tro, at det var nemt nok for storkene at finde mad her i landet?

Men det er ikke tilfældet. Særligt padder og store insekter har det svært i vores højeffektive landbrugsland, hvor bl.a. de våde enge er stort set fraværende. En ærgerlig tendens der ikke kun går ud over storken, men også arter som pirol, kirkeugle og hærfugl.

Storketrækket i Batumi (Georgien) er vildt! Og kan måske give en lille idé om, hvordan det kan have set ud i DK for 200 år siden.

Til manges glæde er der dog de senere år kommet flere og flere ynglepar til landet – og når betingelserne har været de rette, er der også kommet unger på vingerne. Betingelserne indkluderer både godt vejr med ikke alt for meget regn de dage, hvor ungerne er små og nyudklækkede og enorme mængder daggamle kyllinger, som storkene fodres med.

En af årsagerne til, at vi efterhånden ser flere hvide storke i landet er, at man i Sverige har haft gang i et større genudsætningsprojekt. Og det smitter af på os – både med trækkende fugle og altså også med ynglende.

Den ene del af Enslev-parret på Djursland sidste år.

Vi havde da også en klar forventning om, at denne uges besøgende stork var en del af det svenske projekt. Og ganske rigtigt. Fuglen var ringmærket med en ring fra netop det svenske projekt.

I øvrigt var storken en smule sent på den, da det nu er mere end 9 måneder siden, at vores søn kom til verden 😉 Men fin var den, da den gik rundt på et lille engstykke i den dalende forårssol og -regn.