
Det lille hus i den store skov
Vi har et fristed. En lille plet i den uendelige svenske skov. Et rødt træhus, der i daglig tale går under navnet “Det lille hus”. Alle årstider er bemærkelsesværdige her, men intet slår efteråret, når bævreaspene gulnes og skovbunden dufter af muld og svampe.
14 måneder er der gået, siden vi var her sidst. Det er næsten en skandale. Travlhed, Corona og baby udskød mulighederne for at komme afsted. Men nu er vi her – alle tre. Ved søen, midt i den svenske skov.
Vi ankom torsdag aften, efter solen for længst var gået ned. Mælkevejen, et uendeligt antal stjerner og halvmånen oplyste den kulsorte nattehimmel og fik den krusende sø til at glimte. En natugle fløj skrigende over huset, mens et par traner trompeterede ikke så langt derfra. Emil tændte stearinlys i alle rum. En stor gedehams hamrede hovedet mod ruden lige der, hvor et stearinlys stod og blafrede sagte i vinduet. De store gedehamse kommer gerne til lys. Ellers var der fuldkommen stille i den lille, lyseblå stue, mens vi spiste det sidste af madpakkens klapsammenmadder.
Næste morgen vågnede vi før solen stod op. Himlen stod i lyseblå og gule farver, der dog hurtigt blev afløst af lysegrå skyer. En jernspurv sang udenfor vinduet og en skovskade fløj forbi hæst skrigende, som de har for vane.
Skoven, der omkranser huset, er en produktionsskov, som vi kender det så godt fra Danmark. Den domineres af en uendelig mængde lange, slanke rødgraner, der hist og her brydes af skovfyr, birk, bævreasp og el. I adskillige år har skoven omfavnet det lille hus, men nu fældes stadig flere partier af rødgran omkring det. Vidderne åbner sig og lyset vælter ind på grunden, men skovbunden er totalt forandret. Mos, bregner, blå anemoner og kantareller er jævnet med jorden. Skovningsmaskinerne har efterladt et tykt lag af afklippede grene og vendt skovbunden på hovedet, så den nærmest lerede jord ligger blotlagt. Man kan godt blive lidt trist, når man kigger ud over sådan et landskab i gråtoner, men samtidig bliver vi også nysgerrige efter at følge, hvordan området mon udvikler sig fremadrettet.
Vi gik en tur gennem månelandskabet med babyen viklet på maven og svampekurven over armen. Svampene udeblev (også inde i skoven, skulle det vise sig), og ihærdige hjortelus maste sig ind i vores hår og fandt særlig glæde ved Emils 10 år gamle peruvianske alpakatrøje. Til gengæld blev vi en sortspætteoplevelse rigere, da den med susende, dybe vingeslag fløj over det åbne landskab og landede i et nøgent træ, for kort tid efter at flyve videre igen.
Efter frokost sad jeg med søkig i sofahjørnet og vuggede babyen i søvn. Imens sad Emil på terrassen på søsiden bevæbnet med kikkert, kamera og kaffekop. Pludselig sprang han ind i stuen igen og greb ud efter teleskopet. En høgeugle havde netop sat sig i toppen af et efterladt træ på det åbne stykke syd for huset, efter den havde foretaget vrede styrtdyk mod en musvåge, der sad i toppen af et andet, udgået træ. Jeg har aldrig selv set en høgeugle før og fik derfor lagt det sovende barn fra mig så forsigtigt som muligt, inden jeg skyndte mig ud på terrassen til Emil og teleskop. Det er en ret flot fugl sådan en høgeugle og hører stadig til blandt sjældenhederne i Danmark. Og så var det også første gang, at vi oplevede den ved det lille hus.
Om natten trommede store, tunge dråber mod taget og vinden susede i træerne og om hushjørnerne. Det var hyggeligt at ligge i sengen i det gule værelse på første sal og lytte til efterårsvejret. Mere end 35 mm regn blev det til i løbet af natten. Morgenen og formiddagen holdt sig stadig i grå nuancer, og lyset trængte ikke rigtig igennem. Det knitrede hyggeligt i brændeovnen, mens vi sad i bløde stole og kiggede ud på vejret. Forholdene bød at spise chokolade og spille spil. Men det var også helt ok. Emil fik spottet en række rovfuglearter som fjeldvåge, musvåge og blå kærhøg og eftermiddagen bød på en lille gåtur langs de grusbelagte veje i tørvejr.
Søndag morgen var tør, men endnu engang grå. Min erfaring har ellers været, at solen stort set altid skinner ved det lille hus. Men den opfattelse må jeg vist til at ændre efter tre grå dage i streg.
Emil stod først op – babyen og jeg tog en ekstra lur i dobbeltsengen. Da vi kom ned i stuen, havde Emil tændt op i brændeovnen, lavet kaffe og pumpet vand op fra søen (der er ikke indlagt vand og el i huset) og nu var han i gang med opvasken. Jeg greb et viskestykke for at hjælpe til, men blev ret hurtigt forstyrret, da en stor, flyvende skikkelse fangede mit øje. Helt sikkert en rovfugl, men nok “bare” en musvåge – jeg så den kun kortvarigt og dårligt lige bagfra, før den forsvandt bag en samling birketræer. Vi fortsatte de praktiske gøremål, men Emil var blevet lidt distraheret af, at jeg så en rovfugl, og ret hurtigt spottede han en kæmpe havørn, der kom hen imod huset derfra, hvor rovfuglen fra før forsvandt. Jeg nåede åbenbart ikke at vurdere størrelsen af fuglen godt nok, før den var væk. Den helt enorme fugl (der også kaldes “den flyvende dør”) kredsede et par gange frem og tilbage ganske tæt på huset. Det er helt vildt så stor sådan en havørn er, når den kommer så tæt på.
Aftenens menu stod på svamperisotto. Vi havde alle ingredienser med hjemmefra – bortset fra svampene. Med et hus midt i skoven er der som regel nem adgang til kantareller hele sensommeren og et godt stykke ind i efteråret, hvor også tragtkantarellerne gør det godt. I år var det dog lidt svært at finde dem. Det havde længe været tørt, skoven syd for huset var blevet fældet (og der var det tit let at finde kantareller) og der havde oven i købet været andre i det lille hus i ugen op til vores ankomst, som også havde smag for den orange svamp. Men det lykkedes heldigvis Emil at finde en god portion i løbet af eftermiddagen – lige nok til at redde middagen.
Mandag stod udelukkende på oprydning, nedpakning og rengøring inden turen atter gik mod Danmark. Tre hele dage i det lille hus giver et dejligt afbræk fra hverdagen. Men vi havde gerne taget tre mere. I stedet må vi se frem til igen at kunne besøge den svenske skov og sø. Måske i forsommeren, når svalehalerne flyver rundt og lægger æg på kærsvovlroden i vandkanten, fiskeørnen vender hjem til reden på en af øerne i søen og linneaen blomstrer i skovbunden – og alt det andet, som kan opleves i slutningen af maj og starten af juni. Vi glæder os allerede.
Du vil muligvis også synes om

Ugens naturhistorie: Æbler lyser rødt på egetræernes blade
september 5, 2020
Ugens naturhistorie: Vadefugle på returtræk
juli 17, 2020