Ugens naturhistorie: Verdens største (nulevende) hjort

Redaktionen på naturhistorier.dk er draget på en forlænget weekend til de svenske skove. Derfor skal ugens naturhistorie handle om en art, der er vidt udbredt i Sverige og som vi måske kan komme til at se mere til i Danmark i årene, der kommer. Det skal handle om elgen.

Elge fylder meget i bevidstheden hos svenskerne. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man kører op gennem Sverige. Der er elge på vejskiltene, der er elge på klistermærkerne bag på bilerne og måske kan man endda være så heldig, at der står en elg og kigger i skovbrynet.

Svenskerne er i deres gode ret til at være stolte af deres elge. Det er nogle fantastiske dyr, som man i tidernes morgen også kunne finde hjemme i lille Danmark. Elgen har været her i tidligere mellemistider og den indvandrede også til Danmark efter den seneste istid. Desværre forsvinder elgene fra de fossile fund for omkring 8000 år siden. Der er masser af diskussion om, hvorfor elgene forsvandt, men et godt bud er, at mennesket spillede en ikke uvæsentlig rolle. Siden da har man været mere end almindeligt heldig, hvis man har mødt en elg i Danmark.

Men hvad er det egentlig for et dyr, sådan en elg? En stor og tung hjort med meget lange ben. De ser umiddelbart lidt bøvede ud med den store bløde mule og de virker klodsede med de lange ben. Når de løber på en grusvej er de da heller ikke just elegante. Men når de kommer ind i skoven eller ud på de store højmoseflader, er de virkelig i deres rette element. De kæmpestore dyr løber ubesværet gennem skoven og forsvinder overraskende lydløst mellem træerne. Det er virkelig her, de hører hjemme. Et fantastisk dyr, denne verdens største hjort.

I de tidligere mellemistider var elgene ikke de største – og det var de faktisk heller ikke i starten af den nuværende mellemistid. Tidligere delte elgene landskabet med urokser, vildheste og huleløver, men også med den irske kæmpehjort, der kunne blive markant større end de ellers så prægtige elge. Huleløverne uddøde for ca. 12.000 år, mens det seneste fund af irsk kæmpehjort blot er 7.700 år gammelt. Det er altså i virkeligheden slet ikke så længe siden, at der fandtes endnu større dyr på vore breddegrader.

Når vi er i Sverige, er det altid med håbet om at se en elg. Det er altid en stor glæde, hvis skovens konge viser sig for os. Det sker oftest i skumringen, når de kommer ud i lidt mere åbne områder eller kommer ned til søen for at få en tår vand. Men i en ikke så fjern fremtid, behøver vi måske ikke køre hele vejen til Sverige for at se elg. Siden 1933 er elge otte gange svømmet over Øresund fra Sverige – senest i 2018. Se en oversigt her. Elgene spreder sig også mod vest i Polen, så måske kommer de også snart ind i landet sydfra – præcis ligesom ulvene. Så vi kan nok godt begynde at forberede os på, at vi kommer til at leve med elge i landskabet i fremtiden. Man kan bare håbe, at der en dag kommer både en han og en hun til landet på samme tid. Det kunne være virkelig spændende med en helt vild bestand af elg i Danmark.

Hvis man ikke har tålmodighed til at vente på, at elgene kommer af sig selv, kan man jo sætte dem ud. Det er allerede sket i Lille Vildmose, hvor de trives i bedste velgående, og det er ikke utænkeligt, at elge kommer til at spille en rolle i nogle af de naturnationalparker, som regeringen og dens støttepartier gik til valg på. Det bliver spændende at se, om vi får elge flere steder i landet over de næste år. Her på naturhistorier.dk hepper vi i hvert fald på dem.