Klitheden – et dynamisk landskab

En solskinsrig søndag blev tilbragt i den barske, vilde og dynamiske klithede ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy. Men noget har ændret sig, siden vi sidst besøgte netop dette sted.

En solbeskinnet, sensommerlun septembersøndag. Findes der noget bedre? Nej vel? Derfor var der heller ingen tvivl om, at vi (Emil og Lærke) skulle tilbringe søndagen udendørs.

Vi valgte at genbesøge et særligt sted, hvor vi faktisk ikke har været i fem år. Stedet er klitheden ved Lodbjerg Fyr i den sydlige del af Nationalpark Thy. Og der er flere faktorer, der gør lige præcis dette til et særligt sted – især for os.

For det første har vi tilbragt adskillige feltture her som undervisere af biologistuderende på Aarhus Universitetet, når de i sommeren mellem deres første og andet studieår skal ud i den danske natur og lære godt gammeldags artskendskab inden for planteriget.

Derudover har jeg (Lærke) lavet feltarbejde i forbindelse med mit speciale netop her, hvor vi således begge brugte en hel uge på at studere plantesammensætningen på klitheden. Imens var vi så heldige at være indlogerede i fyrassistentboligen.

For det tredje er det ganske simpelt et fantastisk sted! Naturen her virker fuldstændig barsk og vild og langt fra noget andet, man finder i Danmark. Og denne type natur findes oven i købet kun meget få steder i Europa. Vestenvinden pisker ind fra det brusende hav. Klitterne styrter i havet under efterårsstormene. Sandet fyger hen over dværgbuske som hedelyng, revling og mosebølle. Og krondyr, rådyr, rovfugle (og ulve?) finder føde i det åbne landskab.

Hårde betingelser

Det er et landskab, som det egentlig ikke er så let at være plante i. Derfor har planterne her også nogle helt særlige egenskaber, som gør dem modstandsdygtige over for blandt andet den kraftige vind.

Når man kigger ud over landskabet, er det tydeligt at se, at alle planterne ikke er særlig høje. Selv de piletræer, der springer ud af de fugtige klitlavninger, når sjældent at blive særligt høje, men må bøje sig afværgende mod øst. Dværgbuske, mosser, laver og og lave urter dominerer klitheden og søger læ mellem hinanden for ikke at blive revet op med rode af den ubarmhjertige vind og det piskende sand.

Planternes blade er også af en særlig karakter. Sand-hjælme ruller bladene helt sammen, så vinden ikke kan hive alt for meget væske ud af deres celler. Revling og hedelyng har små, tykke, voksdækkede blade, som lettere kan holde på vandet. En klar fordel, når de vokser her i det tørre sand.

Det er også et landskab i konstant forandring. Vinden flytter sandet rundt og klitter kommer og går. Vindbrud opstår, når vinden er særligt barsk og river de etablerede planter væk. Til gengæld blotlægger det sandet, så mindre urter som blåmunke, smalbladet høgeurt, almindelig stedmoder og flipkrave kan slå rod.

Et dynamisk landskab

Det er altså alt i alt et både dynamisk og barskt landskab. Og netop dynamikken er særligt kendetegnende for denne type natur. Men dynamikken kan være svær at bevare – og det kan være svært, at give den lov til at blive bevaret.

Sandflugten plagede i århundreder beboere på vestkysten, og derfor blev sand-hjælme og fyrtræer i massevis udplantet for at holde på sandet. I dag ser vi derfor fyr-plantager mange steder ved kysten, ligesom sand-hjælme er en meget dominerende art på klitheden og i klitterne generelt.

Ulempen ved denne sikring af marker og huse er dog, at dynamikken på klitheden begrænses eller måske ligefrem forsvinder. Dermed bliver klitheden mere ensformig med tæt tilgroning af dværgbuske og græsser – og ringe plads til de små urter, der har brug for de bare sandflader.

For år tilbage lod man i nationalparken en vandreklit gøre, som den lystede i området ved Lodbjerg Fyr. Men her fem år efter, at vi sidst besøgte området, er vandreklitten groet fuldstændig til i sand-hjælme og dens vildskab er igen blevet tæmmet.

I mit speciale undersøgte jeg netop vegetationsdynamikken over tid, ved at sammenligne luftfotografier over en 15 år lang periode. Den klareste konklusion i specialet var, at området i løbet af de 15 år groede mere og mere til, og at vindbrudene blev færre.

Vores oplevelse af området denne søndag var, at tendensen fortsætter. Ved første øjekast virkede hele området meget ensartet; hedelyngens brune grene og vissen-violette blomster og sand-hjælmens grågrønne farver, kom som de mest fremtrædende os i møde. Kigger man nærmere efter, er variationen stadig til stede, men vindbrudene er mindre og færre nu end tidligere.

For biodiversitetens og dynamikkens skyld kunne man drømme om en forvaltning af vores danske klitheder, der tillader endnu mere dynamik i landskabet. Store græssende dyr til at bryde vegetationen op. Afbrændinger af lyngen, så den forynges og mindskes i omfang. Og færre fyr-træer, så sandet igen kan bevæge sig mere frit.