September

Septembers store forvandling

Første september, 23 grader, solskin, mørkegrønne blade, en syngende musvit. Sensommer. Fantastisk. September starter, som august sluttede, med smukt sommervejr. Årets tredje generation af almindelig blåfugl flyver rundt i den blomstrende hedelyng. Den er godt nok lidt slidt, men den er der. Dog er der alligevel et eller andet i luften. Dufter det lidt anderledes? Har lyset ændret sig? Sådan gradvist og umærkeligt over det sidste par uger? Er bladene på træerne måske ved at miste den grønne sommerdragt? Og er der ikke pludselig virkelig meget dug på planterne om morgenen?

En slidt almindelig blåfugl spreder lidt sommerstemning
Liden klokke helt fuld af morgendug på en kølig septembermorgen

September er en forunderlig måned. Første halvdel af måneden kan vel næsten betegnes som en sommermåned, mens man i anden halvdel ikke længere kan ignorere det påtrængende efterår. En transition fra sommerens liv til efterårets stemningsmættede tilbagetrækning mod vinterens hi.

Det tydeligste tegn på efterårets komme er ændringen i bladenes farver. Ved slutningen af måneden er det ikke længere de grønne sommerfarver, der præger udsigterne, men derimod de smukke gyldne, brune og røde farver, der især hører oktober til.

Et birketræ kan ikke længere modstå efterårets komme. Bladene bliver stille og roligt mere og mere gule og brune. Snart falder de af.

Men også æblernes røde kinder, de sorte hyldebær og strandenes orange frugter på havtorn og rynket rose viser, at sommeren uigenkaldeligt er forbi. De er dog også et tegn på succes. Der er sat masser af frugter, som nu bliver til føde for alverdens fugle og insekter, inden de bliver til nyt liv til næste år.

Havtorn. De orange bær er en vigtig fødekilde for efterårets og vinterens fugle. Og en rig kilde til c-vitamin for mennesker.
De næsten sorte hyldebær, som er så fulde er sukker. De er perfekt brændstof for småfugle på rejsen mod varmere himmelstrøg.

Blandt fuglene, som altid er tydelige i landskabet, starter september med årets sidste mursejlere på himlen og løvsangere i krattene. Midt i måneden, efter det første kraftige lavtryk med regn fra vest, genlyder krattene pludselig i stedet af lydene fra rødhalse og gærdesmutter, mens himlen fra starten af måneden har været fuld af tusindvis af svaler, der er på vej mod det sydlige Afrika. Spurvehøge, tårnfalke og rørhøge forlader landet i store tal. Og når der står 30. september på kalenderen, er det pludselig bogfinker og forskellige drosler, der dominerer i luftrummet. I buske og krat, er der nu et leben af fuglekonger fra de skandinaviske skove. De vil væk for vinteren. Og på strandene er de første snespurve ankommet. De bliver her.

Efterårets sidste løvsanger i selskab med dybblå slåen. Den er på vej mod Afrika.
Efterårets første snespurv. Netop ankommet for at tilbringe vinteren her.

I løbet af bare 30 dage er stemningen totalt forandret. Sommerens liv og glade dage er afløst af en tiltagende tysthed i de falmende skove.

Men det er ikke helt slut endnu. Hvis sommeren pludselige beslutter sig for en sidste kraftanstrengelse, er der stadig sommerfugle i lyngen og efteråret synes pludselig igen, for en stund, langt væk.

Sommerens sidste kraftanstrengelse bringer sommerfuglene tilbage i den blomstrende lyng i haven. Fanø, d. 28. september 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.