Ugens naturhistorie: Blåfugl højt til vejrs

Vi har lidt svært ved ikke at lade ugens naturhistorie handle om sommerfugle i disse skønne sommermåneder, og denne uges historie er ingen undtagelse. Vi sætter denne gang fokus på skovblåfugl, hvor årets anden generation nu er ved at gå på vingerne.

Vi stornyder at have sommerferie i disse uger, hvor vi har rigtig god tid til at nyde vores lille familiebobbel, inden hverdagen for alvor starter før vi aner det med arbejde, dagpleje og travle dage.

I denne uge er noget af tiden bl.a. blevet brugt med bare at nyde at være hjemme, efter halvanden uge med familiebesøg og tur til Sverige.

Det bliver derfor også til en del gåture i haven, når Magnus lokker os med ud for at skaffe ham ribs, solbær og hindbær fra havens spisekammer. Og på en af disse ture mødte vi en rigtig fin og meget lyseblå sommerfugl – skovblåfugl.

Den har vi sådan set allerede set en del gange i år, da arten også er på vingerne i april-maj, men nu er der tale om artens anden generation – der bliver altså lagt æg og kommer nye sommerfugle på vingerne to gange på en sommersæson.

Der findes jo et hav af forskellige blåfugle i Danmark, og de kan være svære at kende fra hinanden. Men der er alligevel noget karakteristisk ved skovblåfugl, når den kommer flaksende gennem haven, der gør, at man ret let kan genkende den. Når solen skinner, lyser dens lyseblå vinger nærmest så kraftigt, at man godt kan føle sig lettere blændet af dem. Og så er det en art, der gerne flyver højt til vejrs og kommer vidt omkring.

Skovblåfugl lægger æg på en række forskellige planter som fx hedelyng, tørst, vrietorn og vedbend, som mange nok kender som efeu. Netop vedbend-planter er der en del af i Universitetsparken i Aarhus, og derfor har vi gennem tiden ofte set nogle af årets første skovblåfugle her, hvor de nyder godt af varme og læ mellem de mange gule bygninger.

Sådan har det dog ikke altid været. Før midten af 1990’erne var skovblåfugl en rigtig skovsommerfugl, der levede i skovmoser eller måske i hedemoser med mose-bølle. Men i 1996-1997 begyndte arten pludselig også at dukke op i haver i parker og fra 1998 har arten været vidt udbredt i det meste af landet. Hvad der præcist skete med arten i Danmark i de år er uvist, men indflyvning af individer sydfra er en mulighed. Det skal i så fald have været fra bestande, der ikke var nær så krævende i deres habitatvalg og valg af larveplanter. Det er heller ikke utænkeligt, at et varmere klima spiller en rolle i den sammenhæng.

Uanset hvad forklaringen på den pludselige spredning er, har det medført, at arten nu er langt lettere at komme til at se, og det kan man da kun være glad for. Nogle gange kan man endda være heldig at se skovblåfugl sidde på fugtig jord og suge mineraler til sig. Det ser altid underligt ud, når sommerfugle sidder med snablen stukket ned i mudder, men det er der altså en fornuftig forklaring på.