Juni,  Planter,  Sommer,  Ugens naturhistorie

Ugens naturhistorie: En sandstrand fuld af gule stjerner

Mon ikke den kommende uges varme sommervejr kunne indbyde til en tur på stranden? I så fald vil du med stor sandsynlighed støde på en plante, der blomstrer netop nu med fine gule blomster, der næsten ligner stjerner. Bidende stenurt hedder planten, og den skal det handle om i denne uges naturhistorie.

Brændende varme sommerdage. Iskolde vintre. Hærgende efterårsstorme. Saltvand. Og tørt, tørt sand. Vi har muligvis sagt det før, men at være plante langs de danske kyster, er ikke nødvendigvis en dans på roser.

Et godt kendetegn ved bidende stenurt er de meget tykke blade og stængler. Og så er planten oftest ikke ret stor. Her i selskab med en ung græshoppe

Men selvfølgelig er der en lang række arter, der har tilpasningerne til at kunne leve netop her. Og bidende stenurt er en af dem. Særligt uden for blomstring vil man kunne se de små grønne og tykke vækster. Stængel og blade er nemlig særligt tykke, så de kan ophobe en masse vand til tørre tider (hvilket er sådan ca. altid).

Det kan også være rigtig svært at holde sig fast i sand, og derfor formerer planten sig bl.a. ved at udsende underjordiske skud, hvorfor den også vokser til store puder. Og netop disse puder kan være ganske iøjnefaldende lige nu, hvor bidende stenurt blomstrer med sine, for planten, ret store gule, stjerneformede blomster.

En tidselsommerfugl forsyner sig med nektar i de gule blomster

Det er faktisk et ganske imponerende syn, som du skulle tage at kigge efter, hvis turen går til stranden i den kommende varme uge. Og kører du til stranden i bil, vil du muligvis opdage, at bidende stenurt også vokser langs de større veje (fx motorveje), hvor der smides salt om vinteren. En anden plante, der gør det samme, er engelskgræs, som vi skrev om for et par uger siden.

Læs også: Ugens naturhistorie: Den anglofile græs

En stor pude af blomstrende bidende stenurt er et ret flot syn

Artsnavnet “bidende stenurt” er måske lidt sjovt. For en plante bider vel ikke? Navnet hentyder til den smag planten har, hvis man prøver at bide i et blad. Smagen er skarp og bitter og kan godt “bide” lidt i tungen. Efter sigende skulle det skyldes nogle giftige stoffer, så lad være med at teste den bidende effekt alt for meget!

Nyd i stedet det flotte syn af den stjernebesatte sandstrand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.