Ugens naturhistorie: Julerød pelsklump med busket hale og spidse ører

Denne uges naturhistorie skal for en gangs skyld handle om et pattedyr. Og ud fra ovenstående beskrivelse har du måske gættet, hvem det handler om. Vi ser nærmere på havens gavtyv – egernet.

Det er nærmest fysisk umuligt ikke at trække lidt på smilebåndet, når man ser et egern. For egern har virkelig en cuteness-faktor over sig, som er svær at modstå. Og selvom egernet er almindeligt i det meste af Danmark, er det alligevel ikke et hverdagssyn. I hvert fald ikke for os.

En overgang var vi så heldige at have hyppige besøg af den røde fætter på foderbrættet, når vi i vinterhalvåret fyldte automater og bræt med lækre fristelser som solsikkekerner og jordnødder. Men de sidste par vintre har vi desværre ikke set egern i haven. Vi krydser fingre for, at de vender tilbage denne vinter.

Egernet kigger længselsfuldt efter foderbrættet

De fleste kender egernet som værende rødt, men farven kan i virkeligheden variere betydeligt. Egentlig anser man det sorte egern (som dog er samme art som det røde) for at være det oprindelige danske egern. Men den røde farve er en dominerende karakter, og derfor ses de sorte egern efterhånden kun få steder i landet – særligt på Sydfyn.

Over tid er antallet af egern gået op og ned, og der har været flere introduktioner af egern (det vil sige udsætninger) i områder, hvor de har været helt eller delvist uddøde. Der blev desuden drevet jagt på egern frem til en totalfredning i 1994.

Udover foderbrættets herligheder spiser egern en bred vifte af fødeemner, dog fortrinsvist plantemateriale som kogler, nødder, frugt, bær og knopper på nåletræer. Men de tager også gerne for sig af retter som svampe, insekter, fugleæg og -unger.