December,  Fugle,  Ugens naturhistorie,  Vinter

Ugens naturhistorie: Åernes vippende vintergæst

Med årstidernes skiften er der også altid stor udskiftning i de fuglearter, man kan møde i det danske landskab. En af de fineste vintergæster er på størrelse med en stær og nært knyttet til vandløb. Det er vandstæren og den skal I møde i denne uges naturhistorie.

Hvert år i oktober sker der noget ved de danske vandløb. Især dem der har lidt sten langs bredden og godt med strøm. De får besøg af en fin lille brunlig fugl med helt hvidt bryst. Det er en vandstær og den har tænkt sig at tilbringe vinteren ved vandløbet.

Hver vinter er der i omegnen af 1000 vandstære, der holder til langs de danske vandløb. De falder godt i et med omgivelserne, men hvis man har øjnene med sig, kan man tit se dem stå på en sten i kanten af vandløbet. De står sjældent stille, men er næsten altid i bevægelse. Ikke afsted fra sten til sten, men op og ned på stedet i karakteristiske vippende bevægelser. Pludselig springer de ud i åens fossende vand og forsvinder ned i strømmen. Vandstærene dykker godt og kan være under vandet overraskende længe.

En lille, buttet vandstær på jagt i en lille bæk i Mols Bjerge. De er smukke, når de står der i solen med bækkens klare vand om fødderne

Vandstærene dykker ikke for sjov, men for at få mad på bordet. De lever af smådyr, som de fanger på bunden af åerne. Det er mest vårfluelarver, men også alle mulige andre smådyr som tanglopper, orm og endda småfisk i sjældne tilfælde.

At finde en vandstær ved sit lokale vandløb om vinteren, er et godt tegn for åens indbyggere. Vandstærene er nemlig afhængige af god vandkvalitet, da deres foretrukne byttedyr ikke kan overleve, hvis vandet bliver forurenet og uklart. Derfor finder man dem også oftest ved åer med en vis strømhastighed, som giver masser af ilt i vandet.

Vores egen lokale vandstær. Det bliver dejligt, når solen igen kigger frem, så vi måske kan få et billede af den, der ikke ser ud som om det er taget i sort-hvid

Det behøver ikke at være store vandløb. Selv ret små bække kan huse overvintrende vandstære. Her i vores lille landsby løber en lille bæk igennem byen. Den er vel 20-30 cm dyb på de dybeste steder og ikke mere end en meter bred. Her ser vi indimellem vandstær og denne vinter har den været i bækken dagligt i 14 dage i træk. Det er virkelig herligt at have de fine vintergæster i den lokale bæk. Vi hilser på den hver dag, når vi kommer forbi med barnevognen.

Kan du spotte reden? Det er den brune kugle af vissent græs oppe i billedets højre hjørne. En klassisk placering af en vandstærerede på et klippefremspring ved en fossende elv

Det er ikke kun om vinteren, at vandstærene er knyttet til vandløb. De yngler oftest i bjergrige egne af Europa, hvor de bygger deres reder på klippefremspring langs åer, elve eller floder. Emil mødte sådan en vandstærerede i Norge tilbage i sommeren 2008. Det var dog først, da han gik lige forbi den og den voksne fugl lettede fra reden, at han opdagede den. Det lignede bare en græstot, men var altså hjem til en hel lille familie af vandstære. Er det mon en af deres efterkommere, der holder til nede i bækken? Sikkert ikke, men tanken er da hyggelig.

Vandstærene bliver i Danmark til et stykke hen i marts, så der er stadig masser af muligheder, hvis du vil finde din egen vandstær. God fornøjelse!

Vi ser tit vandstær på denne strækning af Aarhus Å. Den har det hele: sten, strøm og masser af mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.