Ugens naturhistorie: Skovens headbangende trommeslager

Tre hele næb! Så mange næblængder slider en stor flagspætte i løbet af bare ét år. Det er nemlig hårdt arbejde at hakke sig vej gennem bark og træfibre på jagt efter insektlarver og at hive frø ud af grankogler. Og samtidig trommer spætterne på livet løs på træstammerne for at hævde deres territorier i skoven. I denne uge sætter vi fokus på naturens helt egen trommeslager.

Du har sikkert set den. For stor flagspætte er den mest almindelige af de 5 fastboende, danske spættearter – grønspætte, sortspætte, vendehals, lille flagspætte og stor flagspætte (dog varer det nok ikke længe, før også mellemflagspætte kan regnes som en hjemmehørende art).

Den store flagspætte kender vi nok bedst fra skoven, hvor vi særligt i foråret kan høre dens karakteristiske trommen (dddddrrrr) på stammerne – en måde hvorpå den hævder sit territorie. Spætten hamrer hovedet mod træet med en så voldsom kraft, at den burde få hjernerystelse af det. Men det gør den ikke bl.a. takket være en særlig knoglestruktur i kraniet samtidig med, at dens tungebånd snor sig rundt om kraniet og fungerer som en slags sikkerhedssele.

Spætterne kan spise lidt af hvert – typisk insekter og insektlarver i den varme halvdel af året og frø og nødder i den kolde. Derfor kigger den også gerne forbi vinterfuglefodringen i haverne. Vi har selv glæde af at se et par spætter hjemme hos os. De store fugle hægter sig rigtig godt fast på både foderautomater og fedtkugleholdere. Og så ser vi dem også klatre op af stolpen til foderhuset, for til sidst at kunne “hoppe” det sidste stykke op til selve huset, hvor solsikkefrøene venter.

Med dens sorte, hvide og røde farver er stor flagspætte meget opsigtsvækkende og ret let at genkende. Og faktisk er det også nemt at se forskel på hanner, hunner og ungfugle. De voksne hanner har en rød plet i nakken, hunnerne har ikke nogen røde tegninger ved hovedet, mens ungfuglene har en rød isse.

Ungerne klækkes i hulheder i træerne, som de voksne spætter selv hakker ud. De er ikke så glade for at genbruge deres redehuller flere gange og hakker derfor et nyt hul hvert år. De gamle huller bliver til gengæld hurtigt optaget af andre fuglearter, der ikke har noget imod genbrug og om vinteren kan flagermus sove vintersøvn i genbrugshullerne. Derfor kalder man også stor flagspætte for en nøgleart, da den med alle sine mange hakkerier skaber levesteder for andre arter og dermed har betydning for, hvor godt de kan klare sig.

Vi havde selv en ret fin oplevelse med en flagspætteunge for et par år siden på Molslaboratoriet. Det er derfra ovenstående billede stammer. Det er ikke altid lige let at få øje på et spættehul, men i dette tilfælde sad ungen i åbningen og pippede op – den mente nok, at maden var lidt for længe undervejs – og derfor var det ganske nemt for os at få øje på den.

Du kan se mere om stor flagspætte i videoen herunder fra Naturhistorisk Museums projekt 99 arter at se før du bliver voksen.