Ugens naturhistorie: Danmarks grønne øgle
Solen har fået magt og kan på de bedste dage gøre sydvendte pletter gloende hede. Det vækker markfirbenene fra deres vinterdvale, og særligt om formiddagen kan du finde dem solbadende på sand og sten.
Vi har virkelig set frem til foråret og de mange fortællinger, der knytter sig til “årets første”. Og denne uges naturhistorie er sådan set ingen undtagelse.
For nyligt var vi på endnu en reportage for programmet “Vildspor”, der sendes hver lørdag på Radio4 fra kl. 10.05-12.00 (husk at lytte med). Denne gang var vi på jagt efter forårstegn ved Jernhatten, der ligger mellem Grenå og Ebeltoft.
Jernhatten er en ret fin knold helt ude ved kysten, der består af ler og mergel (særlig kalkholdig jordtype). Skovbunden var godt dækket af blå anemoner (som du kan læse om her), der var fuld knald på fuglesangen og så vrimlede det med markfirben på den stejle skrænt.
Markfirbenet er Danmarks største firben og derfor noget kraftigere bygget end skovfirbenet (der også kaldes for almindeligt firben). I yngletiden, som er fra april-juni, får hannen en skriggrøn farve, mens hunnerne altid er gråbrunlige.
I juni lægger hunnen æg i en underjordisk hule, hvor solens varme får lov til at gøre arbejdet med at klække æggene. Imens kan de voksne jo så nusse rundt og spise biller, larver og græshopper indtil det er tid til at gå i dvale igen, når kulden vender tilbage til Danmark.
Men lige denne formiddag, hvor vi besøgte Jernhatten, var tankerne måske ikke helt faldet på parring og æglægning endnu. I stedet fandt vi adskillige, ja nok omkring 10, markfirben på et ganske lille område, der varmede sig i formiddagssolen.
Markfirbenet er ligesom andre krybdyr vekselvarme dyr, så de har samme temperatur som deres omgivelser. Derfor er de afhængige af varme fra fx solen til at få gang i kroppen, før de kan give sig i kast med dagens gøremål. Derfor kan det også, særligt når det er koldt, være let at lokke et markfirben op på sin varme hånd. Men pas på med at klemme på den, da en af dens forsvarsmekanismer er at smide halen, så et potentielt rovdyr forhåbentlig nøjes med at spise den og ikke hele firbenet. Halen kan til gengæld gro ud igen. Det er jo ganske smart.
2 kommentarer
Lone Hindø
Vi er næsten hvert forår på Jernhatten for at finde de smukke kodrivere. Der er forskellige hybrider. Også bærende navnet Jomfru Marias nøgleknippe.
Naturhistorier
Ja, Jernhatten er et dejligt sted. Vi plejer oftest at opleve kodriverne ved Dragsmur, det smalle stykke land, der forbinder Mols og Helgenæs. Det er virkelig også et dejligt sted.