
Ugens naturhistorie: Påskeharen kigger forbi
I anledningen af påsken skal denne uges naturhistorie selvfølgelig handle om haren. Altså den rigtige hare, som naturligvis ikke lægger æg, sådan som påskeharen gør. For haren er trods alt et pattedyr, der føder levende unger.
Traditionen med den æglæggende påskehare stammer fra Tyskland. Haren var et hedensk frugtbarhedssymbol – hvilket stemmer meget godt overens med dens egen frugtbarhed. En hare kan nemlig nå at få op mod 3-4 kuld på et år. Og faktisk har haren den særlige evne, at den kan blive drægtig igen, mens den stadig har et kuld harekillinger i maven. Og det med æggene havde vist noget at gøre med, at man spiste en masse æg efter fasten. Men den historie gemmer vi til religionshistorikerne.

For nyligt oplevede vi tre harer, der løb rundt efter hinanden i græsfoldene bag vores hus. Måske har du tidligere set billeder af, eller måske selv oplevet, boksekampene harerne imellem. Det kan både være mellem hannerne i kampen om en hun, men det kan også være en hun, der kraftigt afviser en han, hvis hun ikke er parringsmoden.
Vi synes ellers ikke, at vi så ofte ser harer ude i landskabet. Vi ser dem noget oftere inde i byen. For eksempel i Universitetsparken i Aarhus eller på nogle af byens store kirkegårde. Til forskel fra harerne på landet kan harerne i byerne nogle gange virke langt mindre sky, som fx haren på billedet herunder. Den stillede op til et par billeder, inden den stilfærdigt listede videre ud på kirkegården.

Hvis man kigger nærmere på en hare, vil det hurtigt gå op for en, at det er dyr med nogle ret sjove proportioner. Bagbenene er lange med store poter, mens forbenene er ganske korte og ørerne er virkelig lange. Det er ikke helt tilfældigt. De lange og stærke bagben med de store poter er meget velegnede, når man skal stikke af fra en forfølger (harer kan løbe op til 80 km/t) og de store ører er gode redskaber, når man skal opdage forfølgeren i første omgang.
Endelig er der pelsen. Den er sådan set ikke særligt speciel, men dens grå og brunlige farver giver haren en fantastisk kamoflage. Det betyder, at man ofte ikke opdager harerne, før de pludselig springer frem af det høje græs og spæner afsted, så det eneste man rigtig ser, er den hvide hale med den sorte midterstribe.

April måned er et godt tidspunkt, hvis man vil se harerne i det åbne land. Kornet på markerne er endnu ret kort og harerne er meget aktive. Den kombination er god, hvis man gerne vil se en hare, så det er bare med at komme ud i påskevejret og holde øje med harerne.
Du vil muligvis også synes om

Ugens naturhistorie: Danmarks grønne øgle
april 3, 2020
Forårets fugletræk: Forventningens glæde!
april 4, 2020