Ugens naturhistorie: Kystens vilde bier

Når man taler om bier, er der mange, der helt automatisk tænker på honningbier. Men der findes i omegnen af 285 arter af vilde bier i Danmark. Vi kigger nærmere på en af dem i denne uges naturhistorie.

Forestil dig, at du sidder ved stranden med sand mellem tæerne og bølgernes brusen nogle få meter væk. Et stykke bag dig begynder vegetationen at dække det bare sand. Der er forskellige slags græs, der er måske sand-star og så er der blomster. Engelskgræs, håret høgeurt, slangehoved, almindelig kællingetand og mange andre. Hvis du rejser dig fra sandet og går op til blomsterne, kigger nøje på dem, vil du opdage, at der er mange insekter, der flyver til og fra. Nogle drikker nektar fra blomsterne med deres lange snabler eller tunger og andre samler pollen. Nogle af de insekter er bier.

For et par uger siden gjorde vi stort set som beskrevet ovenfor. Vi var nemlig på tur ved Boeslum Strand på østkysten af Ebeltofthalvøen for at kigge på bier. Det skulle blive til en reportage til Vildspor, som har været sendt lørdag d. 20/6 (se links til podcast nederst).

En af de bier, vi var på jagt efter, er den sjældne og truede kystmurerbi. Det er en bi, der ca. 1 cm lang. Hunnerne er noget større end hannerne. De er sorte med en tæt manke af orange hår på ryggen af thorax, brystet. Og så er de kræsne. Hannerne har masser af lyse hår over hele kroppen og spiser lidt af hvert.

Hunnerne af kystmurerbi graver huller i jorden, hvor de lægger deres æg. Men de graver ikke hvor som helst. De graver i sand i klitter, på grænsen mellem det bare sand og der, hvor vegetationen starter. Rødderne fra planterne stabiliserer sandet, så hullerne ikke styrter sammen. Det skal helst være et sted, hvor sandet er skredet ned, så der er en stejl skrænt. Og så skal det helst vende mod syd, så sandet bliver varmet op af solens stråler. Sådan et sted, som på billedet nedenfor.

Men kystmurerbi er ikke færdig med at stille krav til levestedet. Den er nemlig heller ikke ligeglad med, hvad den fodrer sine unger med. De skal have pollen fra almindelig kællingetand. Det foregår sådan, at hunnerne graver hullerne på et nøje udvalgt sted. I hullerne samler hun store mængder af pollen. Når der er pollen nok, lægger hun ét æg og så skal redekammeret forsejles. Og hvordan gør hun så det?

Redekammeret forsejles ved, at hunnen finder en hunde-viol. Og det skal være hunde-viol. Så gnaver hun en del af et blad, tygger det godt og grundigt og blander det op med spyt. Det giver en god mørtel, som kan bruges til at mure redekammeret til, så ægget kan være i fred for alverdens fjender.

Så vi har altså at gøre med en bi, der har nogle meget specifikke krav til, hvor de vil grave deres redegange og som er afhængige af, at der er rigelige mængder af almindelig kællingetand og hunde-viol lige i nærheden. Der bliver desværre længere og længere mellem den slags levesteder i den danske natur og også ved Boeslum, er der problemer for kystmurerbierne.

Selvom bierne flyver godt, vil de helst ikke flyve længere end ca. 150 meter fra redegangene og til den nærmeste bestand af kællingetand. Men ved Boeslum er der næsten 500 meter til maden. De små bier skal flyve mange gange frem og tilbage for at samle nok pollen til ét enkelt æg, så det bliver altså til rigtig mange kilometer på vingerne, når der er så langt til maden.

Det blev til en længere forklaring om kystmurerbi, men I skal ikke snydes for et par billeder af nogle af de andre bier, man kan møde ved Boeslum. Det kunne f.eks. være guldmurerbi, der bruger forladte sneglehuse, som redehuller eller den lækre langhornsbi, der virkelig lever op til sit navn.

Og her links til lørdagens Vildspor-program:
Del 1:

Del 2: