Ugens naturhistorie: Olden i skovbunden
Har du lagt mærke til, at der er rigtig mange frugter på både eg og bøg i år? 2019 bliver ét blandt mange oldenår – og det kan rigtig mange arter leve godt af.
Det knaser på stierne i øjeblikket, når du går tur i de danske bøgeskove. Skovbunden er nemlig mange steder fuldstændig dækket af kapsler og bog fra bøgetræerne.
Bog er selve træets frø. De trekantede frø sidder sammen to og to godt beskyttede i piggede kapsler, der består af fire skaller. Men her om efteråret falder hele herligheden ned – og det til stor glæde for rigtig mange dyr.
Egern, mus og flere fuglearter spiser med stor velbehag bog-frugterne. Eller gemmer dem som forråd til en (måske) lang og kold vinter.
Når der er rigtig mange frugter på bøg og eg (som laver agern) kalder man det for et oldenår. Det er nemlig ikke hvert år, at bøg og eg går amok i frugtproduktion som i år. Typisk sker det et sted mellem hvert tredje eller hvert fjerde år.
Efter oldenår følger som regel en vinter med godt gang i familieforøgelsen blandt musene. Ligesom træerne får ekstra hjælp til at blive spredt, når mus, egern og skovskader glemmer, hvor de har lagt deres vinterforråd.
Umiddelbart er det svært at komme med et klart svar på, hvorfor der netop i år er særligt mange bog og agern. Typisk hænger det sammen med, at sommeren har haft den rette mængde sol og regn i særligt juni og juli. Men der er også teorier om, at den meget varme og tørre sommer sidste år (i 2018) har “presset” træerne til at øge produktionen i år efter en lettere fejlslagen formering sidste år.
Uanset hvad, der har påvirket træerne, så er der nok ingen tvivl om, at mange gnavere og fugle lige nu holder en fest i skovbunden, mens de mæsker sig i olden.
En kommentar
Pingback: